Tjek lige bøden inden du ærgrer dig
Af Svend Mikael Larsen
Det kan måske betale sig lige at tjekke p-bøden en ekstra gang, inden man begynder at ærgre sig, for måske er den ikke ægte.
Der er nemlig tilsyneladende en person, der fornøjer sig med at tage kopier af parkeringsbøder og strø dem ud med løs hånd på forruder i tilfældige biler.
Parkeringskontrol Syd i Sønderborg Kommune oplyser, at man har fået indleveret en kopi af en p-afgift, der stammer fra Haderslev. Desuden har en borger observeret cirka ti p-afgifter på biler på parkeringspladsen ved Føtex i Sønderborg.
En borger fra Haderslev har oplevet samme historie.
Parkeringskontrol Syd opfordrer derfor borgerne til at tjekke, om p-afgiften tilhører deres egen bil. Det vil fremgå af p-afgiften.