Fortsæt til indhold

Glad transportminister indviede Transportcenter

Padborg indviede transportcenter, og fik ros fra minister og borgmestester

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Der var masser af smil og højt humør, da Padborg Transportcenter i går, mandag, blev indviet.
Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt deltog i indvielsen, og fik lov til at “køre” den røde snor over som passager i en veteranlastbil af mærket Dodge. En opgave som tydeligvis faldt i ministerens smag.
Inden køreturen havde transportmisteren i sin tale fokuseret på en række af de vilkår, som transportbranchen arbejder under, og lovede blandt andet, at han ville arbejde for enklere regler og bedre muligheder for at rekruttere arbejdskraft for branchen.
Også Aabenraas borgmester, Thomas Andresen, var på talerlisten, og han lagde ikke fingrene imellem, når det kom til at fremhæve Padborgs unikke stilling i transportsektoren.
“Hvis det kommer til at lyde som pral eller blær, så er det fuldt ud tilsigtet,” lød det blandt andet fra borgmesteren, mens han fremhævede Padborg som Danmarks transportområde nummer ét.