Nyt i den medmenneskelige støbeske
MedMennesker, som yder støtte og hjælp til familier ramt af alvorlig sygdom, har indledt pilotprojekt på flere plejecentre
Når man er seks år gammel, plejer man hverken at kunne læse skrive eller gøre den store forskel. Sådan er det ikke for MedMennesker, der i sin seks års levetid har gjort en kolossal forskel.
Projektet er et gratis tilbud, hvor frivillige yder hjælp og støtte til familier, som er ramt af alvorlig sygdom.
De frivillige erstatter ikke den hjælp, som skal leveres af det offentlige, men kan løse en lang række andre opgaver. Det kan være som besøgsven og samtalepartner, som støtte og aflastning for pårørende til den syge. Det kan være løsning af mindre opgaver i og omkring hjemmet, som støtte for unge og børn i hjemmet. Det kan være som bisidder ved besøg og samtaler på hospital og ved lægen. Og det kan være at skabe en mere tryg hverdag.
Uddannet og med tavshedspligt
Mange af de frivillige hos MedMennesker har en baggrund, der klæder dem på til disse opgaver. Alle har de modtaget uddannelse og alle har de tavshedspligt.
Igennem de seks år har rigtig mange familier modtaget værdifuld støtte.
På plejecentre
Nu udvikler Medmennesker så det koncept, som indtil nu har været gældende, hvor hjælp og støtte altid har været givet i familiernes eget hjem. I en forsøgsperiode vil MedMennesker tilbyde samme hjælp og støtte til borgere, der enten er på vej til et plejecenter, eller allerede er bosiddende der.
Pilotprojektet omfatter foreløbig kun to plejecentre, nemlig Sillerup Plejekollegium og Hjort Lorenzen Plejecenter. Dette for at kunne vurdere hvilket ressourcebehov, som findes.
Hos MedMennesker er der dog ingen tvivl om, at der findes et behov:
“Det er faktuelt, at der er mange borgere med svagt eller manglende netværk, der kunne profitere af MedMenneskers tilbud. Vi tilbyder ikke længerevarende støtte til kronisk syge i stabil fase, men støtte i en periode med akut opblussen af sygdommen eller komplikationer som f.eks lungebetændelse, hjerneblødning, og hjertesvigt,” hedder det i beskrivelsen af pilotprojektet.
Projektet blev igangsat den 1. oktober og løber frem til 30. juni næste år. Indtil videre er to faste frivillige tilknyttet hvert af de to plejecentre.
Projektet bliver evalueret næste sommer.