Fælles front med Ro's Torv
Roskildes Handelsformand glæder sig over god indflydelse på byens udvikling
De 225 butikker og firmaer fra Bymidten har besluttet at stå sammen med de 75 fra Ro's Torv, når det gælder om at fremføre deres fælles interesser politisk i forhold byrådet og andre. Den nyhed kom fra Torben Stevold, formand for Roskilde Handel, der organiserer forretningerne i centrum, da de mandag var til møde i Byens Hus på det gamle rådhus. Handelslivet i Bymidten og i det store center ved Københavnsvej har i flere år været enige om, at de skal arbejde sammen for at få flere kunder til byen, og derefter kan de så konkurrere for at få dem til at lægge deres penge det ene eller andet sted. - Endelig ser de ud til, at kommunen nu vil hjælpe os med at få en tiltrængt ny julebelysning fra næste år. De betaler halvdelen, og vi kommer med halvdelen, så det er fair nok. Så skal vi lige have dem til også at klare driften i fremtiden, forklarede Stevold, der i øvrigt også er direktør i Danske Bank. - Men sammenlignet med andre byer, ser det julelyst ud i Roskilde, hvor mange af butikkerne jo i december har op til en tredjedel af årets omsætning.
Billede af handelsbyen
Formanden var generelt tilfreds med, at kommunen lytter meget til handelens ønsker, fordi det er byens største private erhverv. Eksempelvis med anlæg af et nyt Stændertorv og et kommende parkeringshus. - Men alt klapper ikke altid. Mens torvet og den vigtigste indfaldsvej i Allehelgensgade var spærret, lukker de pludselig også rundkørslen ved Helligkorsvej og Sdr. Ringvej ved jernbaneviadukten. Da skulle jeg tage en dyb indånding for ikke at skælde ud. De kunne godt have informeret ordentligt i forvejen, så butikkerne og andre firmaer havde mulighed for at forberede sig på det. Gennem hele Stevolds oplæg gik ønsket om at få butikkerne og endnu flere virksomheder til at være med i Roskilde Handel, så billedet af byen som Sjællands bedste handelsby kan blive endnu stærkere. - Denne opfattelse hos kunderne er afgørende for vores fremtid, og derfor har alle også en interesse i at bidrag til det, forklarede han.
Prøver handelsakademi igen
På et enkelt punkt måtte Torben Stevold beklage, at tingene ikke var lykkedes. Tidligere i 2015 aftalte Roskilde Handel og Visit-Roskilde med den lokale handelsskole, at der skulle oprettes et særligt uddannelses-forløb kaldt handelsakademi. Her kan butiks-ansatte og chefer blive uddannet, så de kan give kunderne en bedre service og på den måde styrke byens konkurrence-evne. - Men desværre har der ikke været nok interesserede. Så nu prøver vi et samarbejde med fagbevægelsen, der ellers har skældt mig ud for at 'lege med de forkerte', Det er da mere konstruktivt, og forhåbentlig kan de nu være med til at overbevise deres medlemmer om, at det er i egen interesse at få sådan en opkvalificerende efteruddannelse, som hverken de selv eller forretningen skal betale for, forklarede Torben Stevold. tk