Hvilket (ungdoms-)hus?
De unge roskildensere ved ikke, at Byens Hus eksisterer, eller hvad de kan bruge det til - men nu får de besked
Foto: Per Rudkjøbing
På Stændertorvet foran det gamle kirketårn har det smukke murstensværk dannet ramme for byens rådhus i mere end 100 år, men efter kommunesammenlægningen i 2007 blev byrådssalen for lille, og man flyttede rådhuset ud i nye store lokaler på Køgevej.
Det betød, at bygningen midt i byen i 2010 ophørte som rådhus - Men den stod ikke tom længe.
Roskildensere såvel som lokalpolitikere har siden 2013 udviklet på husets identitet, der nu er delt op i fire hovedtemaer: Forpost, permanent folkemøde, katalysator for byliv og et hus for de studerende.
Det sidste ben har dog haltet lidt bagefter, og det har leder Kathrine Krone Laurent nu gjort op med.
250 1.g'ere på Himmelev Gymnasium har i uge 46 arbejdet på at finde løsninger for, hvordan Byens Hus også bliver et godt værested for deres generation.
- Vi har hørt på vandrørene, at de er vildt fascinerede af, at man kan lave lige det, man har lyst til i Byens Hus. Der er flere ting, jeg virkelig håber, bliver til noget; Afslapningscafé med mindfulness, lektiecafé og flytte-hjemmefra-kursus blandt andet. Det, synes jeg, er meget spændende idéer, siger Kathrine Krone Laurent.
Vejviser, app og radio
Jens Frederik Sørensen, 16 år, og Anders Smith Mandrup Hansen, 18 år, har aldrig før hørt om Byens Hus.
- Det er dumt andet end at bruge det store hus aktivt, siger Jens Frederik Sørensen. Hans gruppe har produceret en app til smartphones, som man kan få info om arrangementer på og dele med hinanden på Facebook.
Anders Smith Mandrup Hansens gruppe har spekuleret i, hvordan man lokker folk fysisk til.
- Vi skal have skoaftryk fra stationen, fra domkirken og fra Vikingeskibsmuseet, som fortæller, hvor langt der er og føre folk ind til huset. Det er her, alle de unge skal mødes. Skoaftrykkene skal være lidt a la Ikea, men de skal selvfølgelig kunne klare at være ude i vejret, siger han.
Et hus (også) for de unge
Leder Kathrine Krone Laurent er allerede begyndt at gribe de mange bolde, der hænger i luften.
- Vi laver i første omgang en fast ugentlig projektcafé, hvor de frivillige åbner op for, at de unge kan lufte deres idé og føre den ud i livet. Hvis bare der er nogle få, der har fået øjnene op for mulighederne i Byens Hus, så har det været det hele værd, siger Kathrine Krone Laurent, der nu har fået en mappe med de 45 forslag gymnasie-eleverne kom frem til.
avk@roskildeavis.dk