Studenter ansættes i længerevarende stillinger
Lærermanglen i Varde Kommune er så stor, at studenter ansættes i længerevarende lærervikariater
Kan man ikke få, hvad man vil have, må man tage, hvad man kan få.
Den situation kan man i den grad tale med om i Varde Kommune, hvor den aktuelle lærermangel er så stor, at nyudklækkede studenter kan fremvise ansættelsesbevis på faste, længerevarende lærerstillinger som for eksempel barselsvikar.
Formand for Varde Lærerkreds, Kim Jørgensen, anslår, at det der svarer til mindst ti fuldtidslærerstillinger i Varde Kommune i øjeblikket dækkes af ikke-uddannede lærere.
“Det er simpelthen ikke muligt at rekruttere uddannede lærere i øjeblikket,” lyder den simple forklaring fra Kim Jørgensen, der kalder løsningen med fastansatte studenter for alt andet end optimal.
“Man kan kalde situationen for grotesk, fordi der med den nye folkeskolereform er så meget fokus på, at lærerne kun skal undervise i deres linjefag for at løfte kvaliteten. Man mener altså, at det ikke længere er godt nok at have læreruddannelsen for at undervise, men nu henter man studenter ind, og de har end ikke læreruddannelsen. Det er langt fra i overensstemmelse med, hvad man vil med den nye reform,” siger Kim Jørgensen.
Pensionerede lærere i spil
Som formand for Varde Lærerkreds finder Kim Jørgensen udviklingen for bekymrende - især set i det lys, at der i øjeblikket slet ikke er nok, der søger ind på læreruddannelsen. Der er altså ikke just udsigt til lysere tider.
“I den del af kommunen, der ligger tæt på Esbjerg håber vi at kunne tiltrække nogle af de nyuddannede, men vi vil helt sikkert opleve et stadig større tomrum i den nordlige del af kommunen. Der opstår ligesom et vakuum mellem læreruddannelsen i Esbjerg og den i Nørre Nissum,” siger Kim Jørgensen, der også nævner et stigende sygefravær blandt kommunens lærere som noget, der sætter lærerdækningen under pres, ligesom også lærernes kompetenceløft tvinger dem væk på længerevarende kurser og øger behovet for vikarer.
I Esbjerg Kommune er lærermanglen også stor, og her har Lærerforeningen og kommunen netop indgået en aftale om, at pensionerede lærere kan hentes ind som vikarer - en mulighed der også er på tegnebrættet i Varde Kommune.
“Vi har gang i forhandlinger med kommunen om netop dette. Vi har tidligere været lidt tilbageholdende med det, fordi de pensionerede lærere jo allerede har fået deres pension udbetalt, og nogen derfor mente, at de så ikke skulle have pension og dermed blev en billigere arbejdskraft, der kunne ende med at skubbe de andre lærere ud. Men lige nu er situationen jo den, at der ingen er at skubbe ud,” siger Kim Jørgensen.