Fortsæt til indhold

Jul i Roskilde på museum

Årbogen med interessante artikler om livet i domkirkebyen udkommer for 89. gang

Arkiv
Af Torben Kristensen

'Jul i Roskilde' er i år taget på museum i fysisk forstand - men indholdet er nu både interessant og spændende også for nutiden, når den nye udgave præsenteres torsdag den 19. november på Roskilde Museum. Årbogen om livet i domkirkebyen udkommer for 89. gang, og gennem de sidste 15 år er det Grønagers Grafiske virksomhed, med bogtrykker Per Schneider og datteren Marianne Depping, der står bag. Hvert år vælger de en såkaldt 'erhvervsprofil', hvor det i år blev Roskilde Museum, der samtidig lægger hus til offentliggørelsen. Det valg er helt forståeligt. Museumsdirektør Frank Birkebæk og hans dygtige medarbejdere har skabt et af landets mest velfungerende regionale museer, ikke mindst takket være et godt formidlings-arbejde. ROMU, som det nu kaldes, omfatter foruden det store kompleks ved Sankt Ols Gade nu også Lützhøffts købmandsgård med håndværker-samlingen, Lejre Museum, Frederikssund - og snart det nye rockmuseum på Musicon. Alt det beskrives udførligt og grundigt i flere artikler. Det nye Kulturstrøg, der går parallelt med hovedgaden, fra biblioteket - forbi museet - og til domkirken ved Stændertorvet, får også en fortjent omtale,

Global og lokal

Inden har Marianne Depping i et kort forord tilegnet denne udgave af 'Jul i Roskilde' til de mange frivillige, der er med til at gøre vores by til et bedre sted at leve i. Borgmester Joy Mogensen har leveret en julehilsen, hvori hun blandt andet skriver, at man skal tænke globalt - og gøre noget ved det lokalt. For hende er der ingen modsætning i at holde af sin egen hjemby, samtidig med at man også kan tænke uden for kommunegrænsen, både nationalt og internationalt. Så har roklubbens formand Ove Pedersen skrevet om sin idrætsforening, der i år fejrede 125 års jubilæum. Det blev også grundigt markeret af klubben, der fortsat hører til de mest vindende indenfor den lokale sport.

Direktør Frank Birkebæk og flere af hans medarbejdere fra Roskilde Museum præger i høj grad årets udgave. (Foto: Per Rudkjøbing)

Fattigfolk på billeder

Personligt blev jeg imponeret af en artikel af Per Steenholdt, der faktisk også er avisens flittigste debattør på Facebook - og som jeg i øvrigt ofte er enig med. Han har skrevet om to af Roskildes store billed-kunstnere, maleren L.A. Ring og fotografen Kristian Hude. De skildrede i første del af 1900-tallet også hverdagen for fattigfolk. Det var nyt på den tid, hvor det ellers mest var de velhavende, der kunne betale, som blev afbildet. Ring boede på Sct. Jørgensbjerg fra 1914 til sin død i 1934, og et nystartet selskab har netop sikret bevaringen af hans gamle atelier. Han malede både almuen ude på bondelandet og folk i den fattige fiskerby, som Sct. Jørgensbjerg var dengang. Kristian Hude kom fra en akademiker-familie i Roskilde og tog selv eksamen som cand. phil., før han blev huslærer. Men fotografiet interesserede ham, og han gik i lære hos hoffotograf Elfeldt, før han selv åbnede forretning i Roskilde. Herfra tog han ud og tog billeder af herregårde, kirker og kunstskatte - men han tog også billeder af de elendige forhold, som samfundets nederste levede under, både i Roskilde og andre byer. Steenholdt har endda fundet frem til, at Hudes fotografi af Ring blev forkert dateret til Baldersbrønde ved malerens store udstilling på Statens Museum for Kunst. Det er i virkeligheden taget i Brøndgade på Sct. Jørgensbjerg.

Roskilde-maleren L. A. Ring brugte den fattige fiskerby Sct. Jørgensbjerg og folk på landet som motiv.(Foto:Jan Partoft)

INSP og Grønland

Blandt de øvrige artikler har jeg også bidt mærke i et indlæg af INSP-chefen Anni Ehlers om det socialpolitiske folkekøkken, hun har gang i på foretagende i det gamle skoleslagteri ved Køgevej, hvor der er skabt opsigtsvækkende resultater. Samt om Sct. Hans Have i det gamle gartneri på det store psykiatriske hospital. Eller ildsjælen Alf Tornberg, der gennem snart mange år har sørget for den gode forbindelse mellem Roskilde og dens grønlandske venskabsby. Blandt andet at over 1.500 børn fra Nanortalik siden 1966 har været på besøg og boet tre uger hos en roskildensisk familie.

Fotograf Kristian Hude havde blik for den fattige befolknings leveforhold, som her i Algade 3 i Roskilde.