Fortsæt til indhold

Træinstrumenter og træblæser i arkitekttegnet træhus

Arkiv
Arkiv

MUSIK: Onsdag den 25. november klokken 19.30 gæster den kvindelige trio FIOL det yderst smukke hus af kombineret lærketræ/pudset mursten i Herfølge til en intim koncert i usædvanlige rammer.
Huset er tegnet af Køge Arkitekterne og opført i 2007, hvor hovedidéen har været at bygge et hus i to enheder – én muret og én i træ. Selve koncerten foregår i den del af huset der er opført i lærketræ, og musikernes fysiske baggrund udgøres af et kæmpe vinduesparti.
FIOL er samarbejdet mellem 3 unge kvinder, der har en fælles passion - musikken. De har hver især dygtiggjort sig på sit eget instrument på lange uddannelser på diverse konservatorier i Danmark og udlandet.
Trioen består således af instrumenterne fløjte, violin og cello.
Fløjtenisten Linnéa Villén og cellisten Marie Louise Lind mødte hinanden, da de gik på MGK i Køge for over 10 år siden. De er således begge lokale musikere, som har slået deres unge musikalske rødder i Køge, men nu er kommet absolut til tops i det klassiske uddannelsessystem og har stadigt voksende musikalske karrierer.
Cæcilie er violinist i Cph.Phil – det tidligere Sjællands symfoniorkester. Det kræver sin kvinde at vinde en plads i et symfoniorkester, så det er et absolut blåstempel på hendes høje tekniske og musikalske niveau.
Til huskoncerten i Herfølge spiller de musik af J. Haydn og CPE.Bach.
Der er kun 30 pladser til koncerten. Skriv en mail til Linnéa på: linneavillen@gmail.com eller ring på tlf. 2876 8992 for billetter.
Der vil som sædvanlig til arrangementer i denne række være et glas vin – udvalgt specielt til musikken – ved Vinspecialisten, Brogade 7.
Koncerten er derudover støttet af Køge Musik Aftenskole og DreistStorgaard Advokater.
mr