Fortsæt til indhold

Bjørn elsker sin japanske Mustang

Bilentusiasten Bjørn Grann er vild med japanske youngtimers fra Toyota. Især sin Celica RA28 2000ST fra 1978

Arkiv
Af Jens Overgaard

De runde dobbeltforlygter, den lange motorhjelm med hvælving på midten og den afrundede coupé-afslutning fortæller, at det her ikke er en 70'er-Toyota, som de er flest.

Faktisk findes der kun seks-syv eksemplarer af den sjældne Celica RA28 2000ST sportsvogn fra 1977 herhjemme. En af dem ejes af Bjørn Grann fra Horsens, som er en af de stadig flere unge, der finder youngtimere fra 70'erne eller 80'erne sjove.

Han har haft bilen i to år og er i gang med at restaurere den tilbage til helt original stand. De specielle SSR Longchamp oldschool-fælge med Toyo R888 195/50/15 dæk, som er en slags gadeslicks, får dog lov til at sidde. Dem har Bjørn Grann nemlig købt specielt hjem fra Japan.

Celica RA28 2000ST'eren, der er en liftback-udgave af den første generation Celica, er bestykket med en 2,0-liters motor på cirka 100 hk, mens en større SR2000 byder på omkring 120 af slagsen.

Flere navne

Celica RA28 ST2000 en bil, som på de ydre linjer minder om en Ford Mustang. Og den blev da også kaldt ”Den japanske Mustang” eller ”Mustang Celicaen” i USA. Motoriseringen nærmer sig dog ikke en buldrende V8.
Bjørn Grann er ikke i tvivl om, hvad der trækker ved modellen.

“Det er fedt at have noget, som er unikt, og som man ved, at andre ikke har. Samtidig kan man her få noget specielt for rimelige penge,” siger Bjørn Grann, der er 25 år og studerer erhvervsjura på Aarhus Universitet.

Markedsprisen for et urestaureret eksemplar af en RA28 2000ST ligger typisk i nabolaget af 60.000 – 80.000 kr. Køreoplevelsen er også et plus.

“RA 28'eren kører lige som en gocart. Den har godt nok kun en motor på omkring de 100 hk, men den vejer heller ikke alverden, så det gør den sjov at køre,” smiler Bjørn Grann.

De specielle SSR Longchamp oldschool-fælge med Toyo R888 dæk, som er en slags gadeslicks, er købt hjem fra Japan. De gør, at bilen nærmest klistrer til vejen.

Biler med charme

De skinnende SSR Longchamp oldschool-fælge er med til at hæve oplevelsen.

“Jeg elsker de her typisk japanske fælge. Og det bliver endnu federe af, at der er ingen andre, som har dem herhjemme,” siger Bjørn Grann, der også pointerer egenskaberne ved de brede dæk med blød gummi.

“De gør, at bilen næsten sidder klistret til vejen,” smiler han.
Det handler dog om køreoplevelsen frem for kurvekørsel i bilen, der trods alt er snart 40 år gammel.

“Det er ikke fart og hastighed, men charmen, som trækker ved bilen. Her er heller intet musikanlæg. Man skal jo kunne høre motoren,” lyder det fra entusiasten, der startede sit bekendtskab med de japanske biler, da han fik kørekort.

Den første var nemlig en noget afdanket Nissan Primera. Den blev erstattet af en Toyota Celica fra 1990, der fik hele turen med karrosseri kit. Ved et Celica træf i Visby så han nogle af de ældre Celica-modeller og blev solgt.
Derfor har den unge bilentusiast købt flere Toyotaer, som han vil bruge noget af sin fritid på at restaurere.

Det gælder en Celica TA22 Flat Light fra 1972 og en Crown Pickup fra 1969. En nyere model er en sjælden Celica Carlos Sainz STI 85 4WD fra 1993, modelnavngivet efter rallystjernen af samme navn, og som i originalversionen har 208 hk, men er opgraderet til en generation 4 af samme motor.

“Det er rigtig sjovt at bruge noget tid på at restaurere dem. Men de skal til sidst stå helt originalt,” pointerer han.

Interiøret er enkelt og spartansk, men meget sportsligt efter tidens standard.

Skal være originale

Celicaen RA 28'eren mangler således også noget arbejde for at være helt standret. Sidespejlene, som ikke er de originale, skal skiftes ud med de rigtige, et manglende stykke i midterkonsollen skal på plads, mens udstødningen skal laves.

Bjørn Grann er medlem af Toyota Club Danmark og fra netværket har han hentet gode råd og reservedele til bilerne. Nogle dele er dog svære at få, og så hedder næste stop reservedelsfirmaer i Japan, USA eller Australien, hvor fragten i en del tilfælde er langt den dyreste part.

Men som alle entusiaster er Bjørn Grann klar til at gå langt for at få bilen tilbage i en stand så tæt på den modellen forlod fabrikken i tilbage i de gode gamle 70'ere. Den er nemlig det hele værd.

Den 2,0-liters motor på godt 100 hk er nok til at give en oplevelse af at køre racer i den lette bil.