Fortsæt til indhold

Fodnoten flytter butikken om til Vesterport

Om en måned lukker Fodnoten ned i Storegade for at flytte til Vesterport.

Arkiv
Kim Schou

Bygningen der huser Fodnoten i Storegade og den tidligere Bladcentralen skal rives ned.

Derefter skal der ikke være erhverv i ejendommen mere, når den bygges op, men boliglejemål.

“Det betyder jo så, at jeg skulle ud og lede efter et nyt butikslokale, og det har jeg fundet på Vesterport 4,” fortæller indehaver Tove Larsen.

Vesterport 4 har indtil nu huset cykler fra Vestergades Cykler, og inden da var der videoforretning og Vesterports Købmand.

“Det bliver dejligt at flytte i nye lokaler. Der får jeg også mere plads til mit værksted samt mere butiksareal,” fortæller hun.

Og det ekstra butiksareal kan hun sagtens bruge. I butikken sælges nemlig mange ting. Hobbyartikler, pokaler til gravering, emaljeskilte magen til dem, der hænger rundt i Varde by samt magnetsmykker og meget mere. Derudover har hun naturligvis sko- og nøgleservice.

“Ja faktisk har jeg solgt knivskeder til Kina,” tilføjer Tove Larsen.

Ægte iværksætter

At Tove Larsen skulle ende som iværksætter, lå ikke i kortene. Men sådan skulle det blive.
“Jeg har ikke nogen uddannelse og var i køkkenet på Carolineparken, men jeg syntes, tiden var til noget andet, og så startede jeg her,” griner hun.

Og det har vist sig at være en god satsning.

“Der er nok at se til. Jeg bruger masser af tid på at bygge sko op. Jeg forsåler hæle, såler, syer og limer. Der kan være mange penge at spare ved at få sine sko repareret i stedet for at smide dem ud,” forklarer hun.

Fodnoten lukker ned fredag den 18. december kl. 17.00 og åbner på Vesterport 4 den 5. januar kl. 9.00.

“Det betyder, at jeg får travlt i julen med at flytte, men jeg glæder mig til det. Det skal nok blive godt,” slutter Tove Larsen.