Fortsæt til indhold

Sneet inde

Roskilde fik mest sne i hele landet - og så gik det hele i stå

Arkiv
Erling Pedersen

Søndag morgen vågnede roskildenserne op og var sneet inde. Domkirkebyen havde fået 30-50 cm. sne - og så gik alt i stå, mens folk prøvede at kæmpe sig fri med skovle, sneskrabere, og hvad de nu ellers havde for hånden. Endnu mandag morgen var mange veje, cykelstier og fortove fortsat ikke ryddet, selv om den øverste ansvarlige i kommunen ellers lørdag aften på TV-Lorry havde lovet at sætte alle kræfter ind og arbejde, så længe det var nødvendigt. Men indbyggerne havde nu forståelse for, at når der kommer mere sne, end de fleste kan huske i 'mands minde', så er det en ekstraordinær situation, som ingen kan tage højde for. Roskildenserne var tværtimod gode til at hjælpe hinanden, enten det nu gjaldt om at få gravet bilerne fri eller åbnet en indkørsel. Uvejret kom faktisk bag på de fleste. På forhånd havde vejrudsigten lovet mest sne på Sydsjælland, men det var altså Roskilde-området, der denne gang fik mest i hele landet. Søndag var kanonfotografen fra Roskilde Avis rundt for at se, hvordan det gik med at få åbnet byen igen efter det store sne-kaos.

Kommunens folk og tilknyttede entreprenører havde travlt med at rydde rundt omkring, men de kunne ikke nå det hele på én gang.
Bilerne kørte hele tiden fast, men folk var flinke til at hjælpe hinanden fri.
FC Roskilde måtte allerede lørdag aften aflyse den planlagte hjemmekamp mod Fredericia i Rådmandshaven, og det var en god idé.
Det adelige jomfrukloster lignede et helt postkort, og rundt om i Roskilde var der lige så flot mange andre steder.
Børnene nød vintervejret og fandt kælken frem, mens de fleste voksne havde travlt med sneskovlene.