Frøs initiativpris er sendt til Tjæreborg
Modtagerne af Frøs Initiativpris 2015 blev ejerne af entreprisevirksomheden Nen Byg Tjæreborg A/S, Jørgen Mathiasen og Jesper Holm Nielsen.
Oprindeligt startede virksomheden ud som værende en traditionel tømrer- og snedkerforretning – og har sidenhen undergået en massiv udvikling, særligt i 2012, hvor Jesper Holm Nielsen indtrådte som ejer på lige fod med Jørgen Mathiasen.
Nem Byg Tjæreborg A/S modtager blandt andet Frøs Initiativpris 2015, fordi de som dygtige forretningsmænd med respekt for medarbejderne, kunderne og ikke mindst håndværket, gang på gang formår at levere høj kvalitet i rette tid. Dette er også medvirkende til, at de nu kan lægge navn til byggeri på alt fra lejligheder, villaer, skoler, erhvervsbyggeri og endda sygehuse.
For en virksomhed som denne spiller medarbejderne en afgørende rolle, hvilket Jørgen Mathiasen og Jesper Holm Nielsen virkelig har forstået. De evner at tage god hånd om de omkring 60 medarbejdere – både i form af personlig og faglig udvikling. Problemer løser de altid med respekt og det værdsættes blandt medarbejderne. Dette blev de også hædret for med en indstilling som Årets Rummelige Virksomhed i 2014 i Esbjerg og Fanø kommuner.
De to ildsjæle gør en enorm indsats hver dag – både på det professionelle og personlige plan, og har skabt en sund virksomhed i fremgang. Derfor modtager de Frøs Initiativpris 2015.