Fortsæt til indhold

Mursten byttes ud med mennesker

Arkiv
Arkiv

Roskilde Katedralskole har fået en saltvandsindsprøjtning i form af kommunikationschef Mette Sigtenbjerggaard.
Hun vil sikre et strategisk afsæt for gymnasiets kommunikation både internt og eksternt og give eleverne rum til at folde sig ud, hvad end de ‘bare' vil gå på gymnasiet eller er brændende ildsjæle med mange aktiviteter udenfor klasselokalet.
- Miljøet på gymnasiet rummer mange forskellige elever og giver en helt særlig fællesskabsfølelse, som jeg vil arbejde på at styrke. Ånden skal blomstre og folde sig ud, siger kommunikationschefen, der startede 1. november.

Plads til udvikling

Mette Sigtenbjerggaard har læst medievidenskab og retorik på universitet og arbejdet 7 år i Totalkredit som kommunikationskonsulent, et samarbejde mellem 60 banker, sparekasser og andelskasser.
Sideløbende har hun undervist på Københavns Universitet i politisk journalistik, og netop arbejdet med læring og undervisning gav hende blod på tanden i forhold til jobbet på Roskilde Katedralskole, der er vokset eksplosivt de seneste år og nu tæller 1370 elever fordelt på 50 klasser.
- Drivkraften for at skifte ligger i at skifte mursten ud med mennesker. Den direkte elevkontakt og dét, at brugerne står uden for døren, betyder, at det allerede efter et par uger vælter ind med sjove initiativer og skæve historier, fortæller hun.
Mette Sigtenbjerggaard, 36, bor med sin mand og to drenge på to og fire år i Valby. Sammen med drengene bruger hun en stor del af fritiden på at studere insekter og sejle rundt på de københavnske kanaler.
- Vi har ingen planer om at flytte til Roskilde - Endnu. Det kan være trangen kommer på sigt, siger hun.

avk