Fortsæt til indhold

Ordningen med gæstedagpleje kan fortsætte

Forældre der ønsker at gøre brug af gæstepasningsordningen vil fortsat kunne gøre det

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Torsdag den 8. oktober demonstrerede et par hundrede forældre, børn og dagplejere i regn og blæst i protest mod det, de mente var planlagte besparelser, der ville betyde, at man afskaffede ordningen med gæstedagpleje i Sønderborg Kommune.
Demonstrationen, der var arrangeret af fagforeningen FOA, ser ud til at have gjort indtryk hos politikerne i Børne- og Uddannelsesudvalget. Her traf man på udvalgsmødet i går onsdag en beslutning, der betyder, at forældre, der ønsker at gøre brug af gæstepasningsordningen i Sønderborg Kommune, fortsat vil kunne gøre brug af tilbuddet. Det er hvad Børne- og Uddannelsesudvalget nu har valgt at indstille til byrådet.

Overkapacitet

I en netop udsendt pressemeddelelse oplyses det, at Børne- og Uddannelsesudvalget har haft drøftelser om, hvorvidt gæstepasningsordningen kunne effektiviseres, da tallene viste, at der er en overkapacitet af pladser i forhold til forældre, der rent faktisk bruger tilbuddet.
Forslaget blev sendt i høring, og efter at have gennemgået høringssvarene er man fra politisk hold enig om, at gæstepasningsordningen fortsætter, men at det fra den 1. juli 2016 bliver de enkelte forældrebestyrelser, der får tildelt ansvaret for at organisere gæsteplejeordningen i de enkelte dagtilbudsområder.
”Jeg mener det er en god løsning, som vi er nået frem til. I stedet for at vi som politikere dikterer de enkelte områder, hvordan ordningen skal administreres, lægger vi det i stedet ud til forældrene, som får mulighed for at se nærmere på de forskellige behov der er i kommunen, og lægge planer ud fra det,” fortæller Erik Lorenzen, formand for Børn – og Uddannelsesudvalget.

Erik Lorenzen var også mødt op, da den FOA arrangerede demonstration nåede rådhuset. Foto: Mikkel Hansen

Frit valg

Også næstformanden i Børn- og Uddannelsesudvalget, Tage Petersen er tilfreds med den løsning udvalget har fundet frem til.
"Jeg er glad for, at vi stadig respekterer forældrenes frie valg imellem to ligeværdige pasningsformer - også i gæsteplejesituationer. Jeg er også glad for, at vi ved at decentralisere beslutningskompetencen tager højde for de forskellige lokale forhold rundt omkring i kommunen," lyder det fra Tage Petersen

Uudnyttet kapacitet

Byrådet besluttede i 2014 et effektiviseringskatalog, hvor et af elementerne var en effektivisering af den kommunale dagpleje med én million kroner i 2016 og 2 millioner kroner i 2017. En effektivisering af gæstepasningsordningen blev her bragt i spil, da ordningen ifølge Kommunen har en overskydende kapacitet, som forældrene ikke benytter.
”Man kan sige, at vi på den her måde får tilpasset ordningen til det reelle behov der er for den. Og derfor kan vi fortsætte med den samme kvalitet af ydelsen som hidtil, men på en måde der sikrer, at vi bruger borgernes penge bedst muligt,” siger Erik Lorenzen.

Muligheder undersøges

Forældrebestyrelsen i Dagtilbudsområde Als Syd går nu i dialog med Lysabild Børneunivers for at vurdere mulighederne for at etablere en gæstepasningsordning i Lysabild og forældrebestyrelsen i Dagtilbudsområde Dybbøl-Sundeved går ligeledes i dialog med det kommende Nybøl Børneunivers, da man også her vil have en vurdering af mulighederne for at etablere en gæstepasningsordning i Nybøl.