Ekstra julehjælp til de ældre i Vejle Kommune
I december tilbydes kommunes plejekrævende ældre en times ekstra hjælp om ugen
Som en del af årets finanslovsaftale er plejekrævende ældre siden 1. juni blevet tilbudt en halv times ekstra hjælp om ugen. Tilbuddet hedder klippekortsordningen, og fra december vil den udvides fra en halv til en hel time.
Det er Seniorudvalget der har besluttet at sætte tiden op fra en halv time om ugen til en time om ugen fra uge 48 til uge 53. Det betyder seks ekstra klip til de i alt 230 borgere, som er berettigede til den ekstra hjælp.
Og tilbagemeldingerne fra de ældre er, at de er glade for den ekstra tid, som de bruger til alt fra besøg hos venner og familie til tøjindkøb, højtlæsning og almindelig hyggesnak.
“Ordningen er med til at give kommunens indsats et løft. Den understøtter vores ældrepolitik, hvor vi ønsker at tage hånd om og øge livskvaliteten for de ældre, som modtager omfattende hjælp og pleje,” siger Holger Gorm Petersen, som er udvalgsformand for Seniorudvalget.
Han glæder sig derfor over at kunne tilbyde ekstra klip til de ældre – og særligt i december, som kan være hektisk og med mange juleaktiviteter.
Vejle Kommune sender et brev med information til de borgere, som er berettigede til de ekstra klip.