Dobbelt jazzjubilæum i Jazzerslev
Haderslev Jazzclub byder indenfor til en svingende jubilæumsfest
Lørdag den 21. november arrangerer Haderslev Jazzclub atter frokostjazz på Månen med det lokale Haderslev-band, Jazzveteranerne. "Det bliver på flere måder anderledes, og selv om de gamle drenge har prøvet at spille op til kommunalvalget, og selv om de har holdt sølvbryllup med den tidligere musikcafe Huset, er der helt andre ting i spil denne gang," siger formand for Haderslev Jazzclub Sven Søndergaard og fortsætter:
"I år er det nemlig netop 60 år siden, at Haderslevs første jazzklub startede – og ved den lejlighed debuterede medlemmer af Jazzveteranerne ved åbningskoncerten, der fandt sted på Harmonien, nogle få hundrede meter fra Månen, hvor jubilæet fejres."
Og selvfølgelig skal de to ”60-årige” fejres.
"Således vil Jazzveteranerne gerne spendere både mad og drikke og en CD på de fremmødte, samt en masse jazzmusik fra scenen, og Haderslev Jazzclub har også en overraskelse i baghånden. En anden grund til at møde op er, at det bliver sidste mulighed for at høre Jazzveteranerne spille i Haderslev Jazzclub. Orkestret har nemlig taget den meget svære beslutning at stoppe, mens legen er god," tilføjer Sven Søndergaard.
Der er dog endnu to muligheder for at høre orkestret, der som aftalt spiller til julefrokost-jazz i Vojens Kulturhus lørdag, den 5. december 2015 og til Nytårsbrunch på Schackenborg Slotskro søndag, den 10. januar 2016.
De 60 år med jazz fejres dog kun i Haderslev Jazzclub lørdag, den 21. november klokken 13-16 på Månen.
"Da udsigten til en festlig eftermiddag kunne skabe stor tilstrømning, må det nævnes, at dørene åbnes kl. 12, og at der ifølge brandmyndighederne er plads til 133 siddende gæster, hvorfor dørene lukkes, hvis dette antal nås," slutter formanden.