Nu får Esbjerg sin første FrivilligBørs
Esbjerg får nu sin allerførste FrivilligBørs, hvor lokale virksomheder, organisationer og foreninger sammen kan skabe nye netværk, samarbejder og muligheder for hinanden. Borgmester Johnny Søtrup åbner børsen, mens Henrik Vallø indtager rollen som 'Børsbo
Ønsker jeres virksomhed hjælp til at løse en specifik opgave? Kunne det være interessant med et besøg af en advokat, der fortalte om de nyeste arveregler? Eller måske står I og mangler egnede lokaler til jeres næste arrangement?
Mulighederne er mange, og mulighederne er i den grad til for at blive løst på Esbjergs allerførste FrivilligBørs, der ser dagens lys mandag den 8. februar 2016 kl. 16.30-20.30 på Esbjerg Conference Hotel.
Selv om kalenderen viser, at der er nogle måneder til endnu, så er arrangørerne i fuld gang med planlægningen, og de vil allerede nu gerne høre fra dig, hvis du har lyst til at deltage.
Nye netværk
En FrivilligBørs er kort fortalt et 1-2 timers koncentreret arrangement, hvor frivillige foreninger, virksomheder og offentlige institutioner i systematiseret form sætter ord på ønsker og tilbud til hinanden.
På den måde skaber FrivilligBørsen nye netværk, samarbejder og muligheder lokalt.
Rent praktisk foregår en FrivilligBørs sådan, at arrangørerne som en del af forberedelsen har fundet ud af, hvad de enkelte deltagere henholdsvis tilbyder og efterspørger på FrivilligBørsen.
Tilbud og ønsker skrives så ind i et Børskatalog, som bliver uddelt til deltagerne, således at de både før og under FrivilligBørsen kan se, hvem der efterspørger netop dét, de kan tilbyde, og hvem der tilbyder netop dét, som de efterspørger.
Ingen penge involveret
Det er Frivillighuset Vindrosen, der i et samarbejde med Esbjerg Kommune og erhvervslivet, afholder FrivilligBørsen i Esbjerg. Håbet er, at man med arrangementet skaber grundlag for nogle gode lokale samarbejdsrammer for de lokale virksomheder, offentlige institutioner og foreninger.
Det er vigtigt at understrege, at der ingen penge er involveret på børsen, det handler udelukkende om at hjælpe hinanden. Forestil dig eksempelvis at mekanikeren kommer ud til ældreforeningen og fortæller om rustbeskyttelse og vedligehold af bilen, mens ældreforeningen selv tilbyder hjemmebagte boller til spejderforeningen, der igen har tilbudt at låne deres spejderhytte ud til en forening for ensomme unge.
Forestil dig en humanitær organisation holder oplæg om sit hjælpearbejde til et firmaarrangement, eller et sangkor som aftaler at øve på et dagcenter for udviklingshæmmede. Eller Røde Kors Esbjerg, der tilbyder Blue Water Shipping en times hjertestarterkursus mod en rundvisning i virksomhedens domicil på Esbjerg Havn?
Mulighederne er mange, og det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser.
Borgmester Johnny Søtrup vil åbne Esbjerg første FrivilligBørs, mens formand for Social og Arbejdsmarkedsudvalget, Henrik Vallø, vil være ‘børsboss' på selve dagen.
Yderligere info om tilmelding kan fås på www.esbjergfrivilligboers.dk eller hos Frivillighuset Vindrosen, Britt Schak Hansen, på telefon 7545 7085.