Minister så på digitalt overblik
Minsterbesøg på Smidstrup-Skærup Skole, hvor der er stor fokus på en digital lærings- platform
Den røde løber var rullet ud ind til en digital platform. I hvert var den røde løber fundet frem, da Smidstrup-Skærup Skole i sidste uge bød velkommen til minister Ellen Trane Nørby.
Hun er blandt andet undervisningsminister, og hun tog turen til skolen, og dens knap 300 elever, for at høre mere om en digital platform, som også bruges i andre af kommunens folkeskoler. Og den platform betyder nye tider for skolens ældste elever.
For det er slut med lektiebøger og beskeder om lektier på tavlen. Alt den slags er nu at finde i den digitale platform, hvor der også findes link til opgaven med videre.
“Det virker rigtigt godt. Det giver overblik, og det gør, at det er rigtigt nemt at gå til en opgave,” siger Julie Nielsen, der er elev i 9. klasse.
Men ud over nemhed for eleven giver det også læreren bedre mulighed for at tilrettelægge, gennemføre og evaluere undervisningen. Og sørge for, at opgaverne ikke er benhårdt ens for alle. Temaet for en opgave kan være den samme, men kan gribes forskelligt an fra elev til elev.
Løfte en elev
I 9. klasse var i sidste uge i fuld gang med en opgave om skoleskyderier i USA. Den opgave kunne eleverne finde inde på platformen, og så derfra arbejde forskelligt ud fra. Og ministeren kiggede med over skulderen for en kort stund.
”Det er positivt at se, hvordan digitale værktøjer kan være med til at løfte den enkelte elev. Med skolens digitale læringsplatform kan undervisningen tilpasses den enkelte elevs faglige niveau, selv om klassen arbejder med samme emne. Det er netop skolers erfaringer med inddragelse af digitale læringsplatforme, som vi skal blive klogere på,” sagde Ellen Trane Nørby.
Hun var begejstret for, hvad hun så på skolen i udkanten af Smidstrup.
“Jeg er rundt i hele landet for at se, hvordan tingene bliver grebet an, og det er meget forskelligt. Her virker det meget godt med det digitale, og man har gjort sig mange gode tanker omkring at gribe tingene an digitalt. Skoler griber ting forskelligt an, og derfor kan skoler lære af hinanden,” siger hun.
Base
Ud over det digitale platforme i 9. klasse var ministeren også på besøg i en base.
På skolen er eleverne nemlig inddelt i baser, hvor flere klassetrin er samlet, og i den yngste base var elever fra 0., 1. og 2. klasse samlet og fungerer som én klasse.
Og de sad fint ved bordene, da ministeren kom ind med. Ikke engang besøg fra en minister, en borgmester og en mand med et stort tv-kamera kunne skabe uro.
”Det er spændende at se, hvordan skolen oplever, at deres aldersblandede klasser er med til at skabe en bedre social balance med mindre mobning, fordi alle elever prøver at være yngst, ældst og midt i mellem,” sagde Ellen Trane Nørby.
Ud over turen til Smidtstrup-Skærup var ministeren også på besøg hos KD Maskinfabrik i Vejle, som fast har 4-5 lærlinge på virksomheden med i alt 35 ansatte.