Jeg har egentlig ikke lyst til at leve, men jeg giver det en chance

Jeppe Hildebrandt er en af de mange, der bor og overnatter på Vejle Herberg.
Som det kan læses her på siden, er antallet af overnatninger på herberget tredoblet i løbet af bare et år. Og tallet sidste år var endda også en markant stigning i forhold til året før.
Men 28-årige Jeppe har ikke altid været hjemløs.
Hans nedtur begundte for ni år siden. Den gang holdt han til i Viborg og havde masser af fremtid.
I dag er han i Vejle og kan næsten ikke få øje på nogen fremtid.
Udsigterne har deprimeret ham så meget, at han tidligere har forsøgt selvmord. Og han er stadig ikke sikker på, at livet er noget for ham i det lange løb.
“Men jeg er villig til at give det en chance,” siger han og river en rabatkupon ud af Lokalavisen.
LÆS OGSÅ: Antallet af hjemløse i Vejle fordoblet på et år

Fra uddannelse til herberg

I 2007 afsluttede Jeppe en medieuddannelse i Viborg. En uddannelse, han selv betegner som “den bedste”.
“Da jeg skulle have en praktikplads, skulle jeg bruge et kørekort. For at få et kørekort, skulle jeg bruge nogle penge. For at få nogle penge, skulle jeg bruge et job. Men jeg kunne ikke finde et job,” siger han uden at lægge de helt store følelser i sin fortælling.
“Jeg har fortalt det her så mange gange til så mange sagsbehandlere,” forklarer han.
Ledigheden førte ham ud i en depression, som igen førte ham til hjemløshed. Undervejs er han blevet diagnosticeret som autist.
Han kan give et utal eksempler på, at ellers velmente, sociale ordninger spænder ben for hinanden, fordi de stiller modsatrettede krav.
For eksempel kan hjælpen til at finde et job ødelægges af, at han er nødt til at have postadresse hos sin mor. Og postadressen er en betingelse fra en anden del af socialsystemet.
Hans nedtur fortsatte og sendte ham også på psykiatrisk afdeling.
Til sidst flyttede han ind i et skur uden for Vejle.
“Ejeren vidste godt, at jeg var der. Det var egentlig ok at bo og sove der. Men skuret var uisoleret og koldt. Så fandt jeg Vejle Herberg, hvor der bliver lyttet til mig, og hvor der er en varm seng,” siger Jeppe og ser træt ud.
“Jeg har ikke sovet i nat. Der er fuldt hus i herbergets sovesal, og en af de nye snorker helt vildt,” siger han.
Jeppe håber, at han kan få hjælp til at finde en lejlighed. Og at han derefter kan få et halvt års tid til at få styr på sig selv.
“Hvis dét kan lade sig gøre, tror jeg på fremtiden igen. Men jeg er ikke sikker på, at det er muligt,” siger han opgivende.
“Folk siger, at jeg giver op for let. Men det passer ikke: Jeg har kæmpet hver dag i over otte år nu,” siger han.