Søværnets Tamburkorps klar til julekoncert
Søværnets Tamburkorps lægger vejen forbi Aabenraa den 3. december
En ny tradition er muligvis på trapperne.
For den 3. december lægger Søværnets Tamburkorps vejen forbi Sønderjyllandshallens Foyer, hvor de giver julekoncert.
“Det er jo tradition, at Tamburkorpset spiller i Aabenraa til Ringridning. Men nu synes jeg, vi skal prøve med en julekoncert også,” lyder det fra formanden for Søværnets Tamburkorps Venneforening, Dan Petersen.
Han håber, at publikum tager godt imod initiativet, hvor korpset vil spille for omkring 300 publikummer.
På sigt ind i hallen
“Jeg tænkte, at Sønderjyllandshallens Foyer var et godt valg til at starte på. Så kan vi teste interessen for sådan en koncert. Men jeg tænker da på sigt, at vi kan rykke inde i selve hallen. Og hvis koncerten bliver en succes, så håber jeg da, at vi kan gøre det til en tilbagevendende tradition,” slutter Dan Petersen.
Der er som sagt plads til omkring 300 publikummer i Foyeren, men da en hel del af billetterne allerede er delt ud til inviterede gæster, skal man nok ikke vente for længe med at sikre sig billet.
Man kan købe billetter til Tamburkorpsets julekoncert via aabenraabilletten.dk