Varde går helt i sort på Black Friday
Fredag går Varde for anden gang i sort, når byen fejrer Black Friday
Varde går helt i sort, når byen fredag d. 27. november hopper med på den amerikanske tradition Black Friday. I USA ligger dagen den første fredag efter Thanksgiving, og den markerer starten på julehandlen. Som det er med så mange andre amerikanske traditioner har danske butikker og forbrugere efterhånden også taget traditionen til sig, og i Varde kan der fredag shoppes igennem helt frem til kl. 22.00, hvor rigtig mange forretninger vil lokke med gode procenter på julegaverne. Fra kl. 19.30 vil man kunne møde byens vægter, der synger aftensange i både gader og butikker.
Det er anden gang, at Varde markerer Black Friday. Sidste års succes var så stor, at den altså gentages i år. Men kom nu ikke for sent i seng - dagen efter, lørdag den 28. november kl. 11.00 skal Vardes julemand vækkes af sin sommersøvn på Det Gamle Rådhus.