Fortsæt til indhold

Der er stærke faglige begrundelser for klovne

Arkiv
Arkiv

Carolina Magdalene Maier
Sundhedsordfører
Alternativet

Der er stærke faglige begrundelser for hospitalsklovnene i psykiatrien. Derfor er jeg både stolt over og glad for, at vores børn og unge i psykiatrien fremover vil få besøg af en klovn, der kan lyse lidt op i en til tider ret trist tid.
Hospitalsklovne har i et stykke tid været en del af den psykosociale indsats til børn og unge på somatiske afdelinger. Som en del af forhandlingerne om midlerne i SATS-puljen er det lykkedes Alternativet at sikre, at børn og unge i psykiatrien også vil kunne se frem til at få besøg af en hospitalsklovn
Danske Hospitalsklovne har eksisteret i 11 år og består af ca. 30 klovne, der på landsplan bringer glæde og sjov ind i de indlagte børns liv. Danske Hospitalsklovne har desuden en fast samarbejdsaftale med Aarhus Universitetshospital, og det er der en god grund til.
Det er småt med kultur i et sundhedsvæsen, der jo generelt er ramt af mange besparelser, som især er gået ud over det sundhedsfaglige personale, hvorfor denne her ordning giver virkelig god mening. Derfor er jeg også overmåde glad for, at vi nu gør en indsats, når vores børn bliver indlagt i psykiatrien.
Medierne har jo før haft meget sjov med at udlægge os som et cirkusparti, og det bliver muligvis nemmere nu, men det skal ikke afholde os fra at gøre noget godt for børnene. Det er, som vi altid har sagt: Hvis det er gøgleri, der skal til, så er vi ikke for fine til det.