Far videregiver boret til datter
Vojens-tandlægen Ejler Ilfeldt Larsen videregiver stafetten til datteren Lene
“Jeg bliver 70 næste gang, så nu er det på tide at trække sig tilbage, inden man bliver opfordret til det."
Sådan siger Vojens-tandlæge Ejler Ilfeldt Larsen med et glimt i øjet. Efter 43 år ved tandlægestolen brænder han nemlig stadig for sit fag, er fuld af vigør og på alle måder fit for fight. At datteren Lene står klar til at overtage det livsværk på Østergade 30, der byder på fem topmoderne klinikker, gør det lidt nemmere at trække sig tilbage.
Otiumet skal nu hverken bruges på at spille golf eller til at ordne mere have.
"Jeg er ikke til golf, og haven har jeg jo altid passet. Jeg skal bare bruge mere tid på alt det jeg gerne vil. Jeg kan nok ikke holde mig helt væk fra klinikken, og så er der også lidt mere tid til børnebørnene."
Lene Ilfeldt Larsen, der er 39 år, gift og mor til to, har allerede i en årrække været tilknyttet klinkken. Hun er ser nu frem til, efter flere års patientstop, at kunne tage nye patienter ind. Og så skal der udvikles endnu mere. Blandt andet har klinikken investeret i en digital scanner.
"Scanneren kan nemt og hurtigt scanne tænder i 3D og erstatter det gammeldags tandaftryk. Det betyder blandt andet, at det fremover bliver muligt at få en krone i løbet af blot få dage," fortæller Lene Ilfeldt Larsen, som især brænder for at hjælpe en helt særlig kategori af patienter.
"Mange mennesker lider af tandlægeskræk, og det kan der være mange forskellige årsager til. Så dem giver vi os ekstra god tid til at give en skånsom behandling."