Bustaksterne på Fyn stiger svagt
Prisen for at køre med bus på Fyn næste år ligger nu på plads
FynBus' bestyrelse vedtog forleden næste års bustakster. Det fortæller FynBus i en pressemeddelelse.
De nye takster betyder få og små takstændringer for både kontantbillet, KVIKKort og periodekort. Samlet set er der tale om en prisstigning på 1,2 procent, og dermed holder takstreguleringen sig indenfor statens takstloft på 1,3 procent.
Det er fortsat billigst at rejse på periodekort og dyrest at købe kontantbillet, mens KVIKkortet placerer sig i midten.
”I FynBus fortsætter vi mange års positive udvikling, hvor det er lykkes os at holde priserne i ro eller endda at tilbyde kunderne faldende priser. I 2003 kostede det for eksempel over 14 kroner at rejse en 2-zoners rejse på et klippekort. I 2015 koster en tilsvarende rejse på et KVIKKort under 12 kroner,” fortæller direktør Carsten Hyldborg.
Med vedtagelsen af taksterne for 2016 er sporene også lagt ud for, hvad vil koste at rejse, når FynBus indfører rejsekort pr. 1. november 2016. Falder de nuværende forhandlinger med DSB og de vestdanske trafikselskaber ud som forventet, betyder det nemlig en adskillelse af taksterne for bus og tog. Dermed er det de netop vedtagne takster for KVIKkortet, der også bliver gældende for rejsekortet i de fynske busser.