Julemanden er på vej
Allerede fredag kommer julemanden til Vojens - med familien
Julemanden er tidligt på færde i år. Allerede fredag har han meldt sin ankomst til Vojens, hvor han vil køre i karet fra Bregnbjerglundens plejecenter, ad Vestergade og Østergade frem til Lagoniskolen, hvor han vil vende og fortsætte af Østergade og Vestergade til RådhusCentret. Her vil han - og resten af julefamilien - føre an, når træet skal tændes, og der skal danses omkring det, og uddeles godteposer til børnene. Afgang fra Bregnbjerglunden er ca. klokken 15.45, og ankomst til RådhusCentret er ca. klokken 16.30.
Vojenskoret vil underholde i RådhusCentret og synge for - og med - på de kendte julesange og -salmer.
Alle børn, som har været i Kvickly inden fredag, og har hængt sin julesok op, kan hver eneste søndag i advent komme og tømme sin sok for gode sager.
Skulle det blive koldt at deltage, er Lions på plads med gløgg og æbleskiver.