Københavnere ræser derudaf i trafikken
Siden jeg første gang bevægede mig ud i den københavnske trafik som nyvalgt folketingsmedlem i 2011, tænkte jeg: “Overlever jeg det her i fire år?” Jeg havde meget lidt erfaring med det særlige københavnske kodeks i trafikken, da jeg fik min hverdag flyttet til København, men jeg oplevede hurtigt, at selv om det var grønt for fodgængere, kunne man ikke være sikker på, at cyklisterne holdt tilbage for en. De drønede derud af, og jeg sprang for livet. Det handler kort og godt om fuld fart frem uden hensyntagen til fodgængere, bilister og andre i trafikken. Derfor var jeg måske også en smule overforsigtig i begyndelsen og en anelse skeptisk over for, hvorfor alting skulle gå så hurtigt.
Nå, men efter at have set trafikken lidt an i en periode, så valgte jeg at springe ud i det. For der skal trods alt mere til at slå en gæv jyde ud end nogle fortravlede københavnere.
Det grønne lyn
Efter fire år i trafikken på gåben og offentlig transport tog jeg mig alligevel mod til at se på en cykel. På en gåtur med familien i indre by kommer jeg sammen med min familie forbi en cykelhandler, og der står det grønne lyn - en grøn damecykel. Min mand og børn stod på sidelinjen og skreg af grin, mens jeg tog en prøvetur, da de påstod, at jeg lignende en, der cyklede for første gang, så meget som jeg slingrede. Jeg var solgt og købte det grønne lyn. Så nu har København fået endnu en eksil-jyde, der fræser derud af i morgentrafikken - dog tager jeg nok mere hensyn til fodgængerne end de fleste, og om det så skyldes min jyske fornuft eller det ret adstadige tempo, ja det vil jeg lade andre om at vurdere.
Men det københavnske cykelræs er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget, som man siger. Jeg synes, det er meget positivt, at så mange indbyggere i og omkring hovedstaden hver eneste dag vælger cyklen som transportmiddel. Det er godt for helbredet, og så tør jeg slet heller ikke tænke på, hvordan den københavnske biltrafik ville se ud, hvis de alle sammen ville skifte deres tohjulede ud med den firehjulede.