Årets blærerøv skal findes på EUC Syd
EUC Syd har igangsat projektet 'Den Bæredygtige Blærerøv', hvor blandt andet årets blærerøv blev kåret
Mandagen stod i blærerøvens tegn, da Erhvervsakademiet ved en event på EUC Syd gav deres bud på, hvordan EUC Syd fremover kan blære sig med deres elever. Idéerne bød på alt fra lastbiler med graffiti og installationskunst til to meter høje dukkehuse med elevernes værker i, og nye håndværker superhelte der brander uddannelserne.
Giver stolthed
EUC Syd har igangsat projektet Den Bæredygtige Blærerøv. Et projektet der skal flytte elevernes indstilling til deres eget arbejde, give dem stolthedsfølelse og højne deres engagement og faglige kunnen. Samtidig skal projektet ændre omverdenens syn på erhvervsskolerne og give et større indblik i, hvad man lærer på en erhvervsskole.
Første milepæl var en præsentation fra 14 multimediedesign-studerende fra Erhvervsakademiet Syd Vest. De havde fået den bundne opgave, at give et bud på, hvordan EUC Syd trækker elevernes værker og projekter ud af kældre og faglokaler og lader dem se dagens lys på mobile udstillinger, så de kan inspirere besøgende udefra og give et andet indtryk af erhvervsuddannelserne.
Fire af de 14 elever fra Erhvervsakademiet var bl.a. ophavsmænd til en varevogn pakket ind i graffiti og pop art. Når man åbnede varevognen bestod den af installationskunst, som de faglærte elever selv havde været med til at udvikle i samarbejde med en kunstskole og højttalerne i varevognen gav genlyd af elever og virksomheder, som fortalte om deres oplevelser med deres uddannelse og praktikelever. Varevognen skal trække erhvervsskolerne ud på landevejen, så de kan inspirere andre unge og folkeskolelærere.
Gør brug af eleverne
"Vi er i den heldige situation, at vi har vores egne elever til at videreudvikle på koncepterne, hvilket gør idéerne omsættelige. Når vi både har designere, malere, tømrere, smede og mange andre fag repræsenteret, så er det bare om at gøre brug af det," siger direktør Finn Karlsen. "Der er bestemt nogle af idéerne, som vi vil arbejde videre med nu."
Blærerøve kåres
Nu kårer EUC Syd de første blærerøve
Allerede i næste måned bliver de første blærerøve kåret. EUC Syd har nemlig indstiftet prisen Årets Blærerøv, der gives til den elev eller gruppe, der har udvist kreativitet, seriøsitet og en særlig faglig stolthed i deres projekt eller værk. Prisen gives hvert år, og Årets Blærerøv 2015 bliver fundet på de fem adresser, hvor EUC er repræsenteret. Vinderne får en pokal med indgraveret navn og et diplom i ramme.
"Årets Blærerøv bliver en tilbagevendende begivenhed, hvor vi ønsker at fejre vores elever og vise, at vi er stolte af dem. Vi har rigtig mange dygtige elever, som ikke bare laver elevprojekter. Nej, de laver værker, og værkerne sender vi nu på mobile udstillinger. Udstillingerne skal vise omverdenen, hvad det vil sige at tage en erhvervsuddannelse og give et indblik i en verden, som historisk har været lidt overset," slutter Finn Karlsen.