Fortsæt til indhold

Storetorv bliver mere anvendelig

Storetorv bliver jævnet ud, så det bliver lettere at anvende den ved store events

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Storetorv står overfor en stor forandring i forbindelsen med områdefornyelsen. Pladsen bliver jævnet ud, så den fremstår som én stor plan flade. Det skal give bedre mulighed for at bruge Storetorv ved større events.
"Vi har hørt fra mange, at Storetorv i dag er vanskelig at anvende, fordi der er de mange niveauer på pladsen. Det prøver vi nu at imødekomme ved at gøre torvet til en stor plan flade, så pladsen kan bruges til større events. Selve niveauforskydningen i terrænet vil vi så lave ude i siderne af pladsen i stedet," forklarer Anette Kold, der er programleder på områdefornyelsen.

Markedsdag og livlig plads

Det er også planen, at Storetorv igen skal kunne huse markedsdagen. Dermed trækkes flere besøgende ind i den centrale del af Aabenraa, og den nuværende markedsplads kan frigives til ting.
Selve den store flade markeres visuelt ved at belægningen udføres i mørkt tegl, der vil danne en naturlig grænse mellem eventfladen og resten af torvet.
Det er planen, at der skal monteres kæmpe parasoller på pladsen, der kan bruges dels som overdækning, og dels som middel til at danne små rum på pladsen. Parasollerne vil være fleksible, så de både kan være åbne, lukkede eller helt kan fjernes ved større arrangementer.
Storetorv kommer også til at rumme et rundt, fleksibelt element i form af en scene, der - når den ikke er i brug - omdannes til et areal med vand. Ligeledes vil Storetorv blive forsynet med stole, der kan placeres rundt på pladsen efter behov.