Over 100.000 kr. til flygtninge
Flygtninge står højt på dagsordenen for tiden. Det satte sit præg på Dansk Flygtningehjælps landsindsamling forleden.
I Aabenraa kommune var 134 indsamlere på gaden med indsamlingsbøsserne for at give de mange husstande en bekvem mulighed for at hjælpe de nødstedte.
Da indsamlingsbøsserne var blevet talt op i Sydbank i Rødekro og Frøs Herreds Sparekasse i Aabenraa, viste det sig, at der i alt var kommet 105.150 kr. ind.
I Bovdistriktet var der kommet 21.705 kr ind, i Lundtoftdistriktet 15.606. Rødekro gav 15.229, Tinglev 4.312, mens det store distrikt Aabenraa gav 48.297 kr.
Indsamlerne var godt trætte, da indsamlingen sluttede kl. 14, men langt de fleste også i godt humør og glade over deres indsats og over mødet med mange positive og hjælpsomme mennesker.
Mange steder var der dog ingen hjemme, og de fik en folder i postkassen med anvisning på, hvordan man kan give beløb over nettet og telefonen. Der var flere, der brugte mobilepay eller swipp, og de beløb kunne ikke tælles op lokalt.
De fem indsamlingskoordinatorer kunne sidst på dagen puste ud og glæde sig over den store indsats og hjælpsomhed fra mange sider, der har båret det gode resultat frem.
“De ser allerede frem til næste år,” fortæller kommunekoordinator Troels Olesen.