Fortsæt til indhold

Elever går i skole i pyjamas

Alssundgymnasiet vil udfordre Statsskolen på de bedste fester

Arkiv
Mikkel Hansen

På mandag møder eleverne på Alssundgymnasiet op i pyjamas, og onsdag klæder de sig ud som elever fra det konkurrerende gymnasium, Statsskolen.
I den kommende uge er der nemlig "homecoming week" på Alssundgymnasiet.

"3. G'erne var på studietur i USA, og på den skole jeg var, fejrede de homecoming week med et nyt tema hver dag og fest fredag aften," fortæller Nicolai Madsen, formand for EA, festudvalget på gymnasiet.
Mandag skal eleverne møde op i pyjamas, tirsdag i tøj fra favoritsportsholdet, onsdag skal man ligne en fra Statsskolen, torsdag er stribet dag, og fredag skal eleverne møde op i lyserødt, hvidt eller sort afhængig af klassetrin.
Ugen slutter med "Fresh Prince Party" med 90'er hiphop-tema og koncert med Specktors.
"Vi har selvfølgelig spurgt rektor, om det var ok med udklædning i ugens løb, og det var det. Nu er jeg spændt på hvor mange, der møder op i pyjamas på mandag," siger Nicolai Madsen, der håber, at homecoming week kan blive en tradition.
Han håber også, at Alssundgymnasiet kan overhale Statsskolen som fest-arrangør.
"Statsskolen har altid været kendt for deres gode fester. Vi vil gerne være kreative og laver bedre fester end dem. Det er også med til at gøre Alssundgymnasiet lidt mere attraktiv, for fester er jo en del af det sociale liv på en skole," siger Nikolai Madsen og fortsætter:
"De sidste par år har vi nok ikke holdt så gode fester, men vi har forbedret os. Vi havde AGS-tival med bl.a. Kesi og over 500 deltager til raveparty."
Eleverne på Alssundgymnasiet har indtil videre en stor fordel i konkurrencen mod rivalerne. Der er nemlig indtil lukket ned for næsten alle fester på Statsskolen efter ukendte personer har udløst brandalarmer ved de sidste to fester.
Fredagens fest er kun for studerende på gymnasiet samt andre gymnasieelever, der kender en elev på skolen.