Fortsæt til indhold

Rødekro er klar til jul

Kometbutiikkene i Rødekro sætter nu gang i julehyggen, der varer helt til jul

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Nu begynder julen for alvor at banke på, og Kometbutikkerne i Rødekro er igen i år klar til at give den maksimalt jule-gas.
Allerede på lørdag åbnes dørene til årets jule-legeland, der foregår i den gamle Netto-butik.
“Børn i alle aldre er velkomne i legelandet. Der er noget for enhver smag, og der vil på alle åbningsdage være mulighed for at klippe og klistre julepynt og dekorationer,” fortæller Louise Meinfeldt, der, foruden Tina Christensen og Dorthe Wolf Hansen, udgør Kometbutikkernes juleudvalg.
Jule-legelandet er åbent lørdage og søndage frem til og med den 13. december og den helt gode nyhed er, at det er gratis for børn at besøge legelandet.

Julemanden vækkes

Et af de helt store trækplastre i Rødekros julearrangementer er naturligvis julemandens vækning.
Det foregår på søndag, den første søndag i advent.
Vækningen starter kl. 10 bag Sydbank, og efter at der er kommet liv i julemanden går han og de fremmødte børn og voksne optog gennem byen.
Det hele slutter foran Your Choice, hvor Den Sønderjyske Garde spiller et par julenumre, inden der uddeles juleposer til alle børn.
“Netop poserne er det helt store trækplaster. Sidste år uddelte vi omkring 350 poser, og vi har altid god respons for det initiativ,” lyder det videre fra Louise Meinfeldt.
Hvis man ikke er alt for træt efter vækning, optog, musik og julegodter, kan man fortsætte festlighederne i byens butikker, der i dagens anledning holder åbent mellem 10 og 15.
Hun er i det hele taget glad for den gode opbakning, der altid er til julearrangementerne i byen.
“Vi føler, at folk er rigtig glade for vores måde at gøre det på. Og vi håber selvfølgelig, at folk også i år vil kvittere med et godt fremmøde,” slutter Louise Meinfeldt.

Tina Christensen, Louise Meinfeldt og Dorthe Wolf Hansen fra Kometbutikkernes juleudvalg er klar til jule-tamtam. (Arkivfoto: Betina Skjønnemand).