Hvor ska’ vi hen, du?
Hvad forventer Fredericias erhvervsliv og virksomheder af Business Fredericia. Det skal de svare på i stor undersøgelse
I denne uge modtager 1.250 virksomheder og forretninger i Fredericia et spørgeskema fra Business Fredericia.
“Vi er jo en ret ny organisation, så vi vil rigtig gerne stikke fingeren i jorden og høre fra virksomhederne, hvad de har brug for fra os,” siger erhvervskonsulent Jesper Bonnén.
Han og kollegerne på Business Fredericias kontor i skibsværftes gamle kontorbygning har gennem længere tid arbejdet med at få formuleret de helt rigtige spørgsmål til undersøgelsen.
Det er blevet til godt 20 spørgsmål, som nu rundsendes pr mail til medlemmerne og en del virksomheder, som ikke er medlem af Business Fredericia.
Projektet gør dels opmærksom på organisationen, men samtidig indsamler det information om virksomhederne.
“Men vi får også en del viden om det samlede, lokale erhvervsliv: Hvad ser man af udfordringer og muligheder, hvad arbejder man med, hvilket forventninger har man om vækst, eksporterer man til udlandet og så videre,” siger Jesper Bonnén.
Han håber at få mange svar retur. Jo flere, jo bedre.
To uger
Spørgeskemaerne vil være åbne for tilbagemeldinger i to uger, hvorefter svarerene skal analyseres grundigt.
“Derefter vil vi stå med en viden om, hvilke fokusområder, virksomhederne ønsker, at vi koncentrerer os om. Vil de for eksempel have os til at bruge energi på gåhjem-møder og netværksgrupper. Eller vil de hellere have, at vi arbejder for en hurtigere byggesagsbehandling, iværksætteri eller tiltrækning af nye virksomheder,” siger Jesper Bonnén.
Umiddelbart har Business Fredericia en bred palette af muligheder og tilbud.
“Men vi er her jo for medlemmerne. Så selvfølgelig har vi brug for at vide, hvad de forventer af os,” siger han.
Flere medlemmer
I dag er alle virksomheder, der er medlem af Fredericia Shopping, Fredericia Erhvervsforening og Fredericia Håndværkerforening derigennem også medlem af Business Fredericia.
“Selvom vi er ret nye, er vi oppe på 435 medlemmer. Vi håber hurtigt at komme op på 500. Og hvis vi når helt op på 700-800, vil det være super godt. Jo flere medlemmer, jo mere styrke har vi,” siger Jesper Bonnén.
Spørgeskemaundersøgelsen kunne måske føre til nye indmeldinger, fordi den præsenterer foreningen for en række ikke-medlemmer. Og man behøver ikke at være medlem for at svare på spørgeskemaet.
Jesper Bonnén håber, at skemaet kan give ikke-medlemmer en fornemmelse af, hvilken værdi det vil have for dem at melde sig ind.
“For det skal give værdi at være med. Helst en værdi, der kan ses på kontoen. Og den kan opnås via sparring, netværk og alle de andre varer, vi har på hylden,” siger han.