Overskud hos Nagel
Roskilde-arkitekter oplever fremgang i byggeriet efter krisen
Arkitekt-firmaet Mangor og Nagel, der har afdelinger i Roskilde og tre andre byer, præsenterede onsdag sit bedste regnskab siden krisen i 2008 med et overskud på 2,5 millioner kroner.
Arkitekt Karsten Nagel er chef på kontoret i Roskildes gamle elværk på Knudsvej ved siden af fodgænger-broen over Køgevej. Her arbejder 20 ansatte, mens virksomheden i alt har 80 ansatte.
- Vi er tilfredse med, at det er gået fremad i de senere år, og vi har også haft en del opgaver i det lokale område, fortæller han.
Netop nu er firmaet i gang med at projektere en bebyggelse i Hvalsø ved siden af Brugsen. Her skal opføres 40 boliger på 1. og 2. sal, mens der bliver butikker i stueetagen.
- For et par år siden stod vi for renoveringen af HK-huset i Hersegade, der fik en pris for udførelsen, fortæller han.
Mangor og Nagel har også givet bud på opgaven med byggestyring på Region Sjællands nye hovedsygehus, der opføres ved Ølby, 20 kilometer syd for Roskilde.