Koldingenser i spidsen for Danmission
Jørgen Skov Sørensen, der er tidligere sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, kommer fra 1. marts 2016 til at stå i spidsen for Danmissions arbejde i Asien, Afrika, Mellemøsten og Danmark, hvor organisationen arbejder med kirkeudvikling, fattigdomsbekæmpelse og dialog.
En berejst teolog
51-årige Jørgen Skov Sørensen er opvokset i Sønder Vilstrup ved Kolding, uddannet teolog, taler fem sprog, har rejst i 46 af verdens lande og har en tæt kontakt til både dansk og udenlandsk kirkeliv.
”Mission er for mig at være tilstede blandt mennesker og give det kristne evangelium videre. Men mission er også – som Jesus siger – at forkynde frihed for den fattige og sætte den undertrykte fri. Derfor er det også mission, når Danmission arbejder med rettigheder og fattigdomsbekæmpelse ude i verden,” siger Jørgen Skov Sørensen i en pressemeddelelse.