Ny nisse-tradition i Fredericia
Frede Nissen er en hånddukke, som bliver lavet specielt til Fredericia Shopping
Fra den 1. december og frem til og med den 23. december vil 'Frede Nissen' putte sig i Fredericia Shoppings medlemsbutiksvinduer. Det er så op til byens børn at spotte ham - måske med lidt hjælp fra mor og far.
Hvis børnene finder nissen, kan de få en chokoladenisse som belønning i den pågældende butik. Frede Nissen flytter sig fra butik til butik, så der er mulighed for, at børnene kan få mange chokoladenisser.
Fortæller historier
Frede Nissen fortæller julehistorier de tre fredage inden juleaften.
Når Frede Nissen fortæller historier, er den håndholdt af Bonnies Dukkekabinet, med levende fortællere, som i rette børnehøjde møder børn og deres forventninger til julen.
"Vi vil gerne i Fredericia Shopping sætte fokus på de gode juletraditioner, og det tror jeg, at vi kan understøtte med de små gode oplevelser - som en tilbagevendende tradition," siger by- og eventkoordinator Lene Bach.
En af Fredericias traditioner er julemandens ankomst og tænding af juletræet på Rådhus Pladsen.
"Nu bringer vi en ny tradition til byens børn, nemlig den lille Frede Nissen, en nissedukke som er fyldt med gode julehistorier i børnehøjde. Jeg håber alle vil tage godt imod Frede Nissen," lyder det fra Lene Bach.