Fortsæt til indhold

BHJ Fonden har betænkt børnene i år

Den sønderjyske BHJ Fonden uddeler 750.000 kroner for at give børn en bedre trivsel

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

En af Sønderjyllands store humanitære og kulturelle fonde, BHJ Fonden, har netop fordelt trekvart million kroner til projekter, hvor det er børns trivsel, der er omdrejningspunktet. Blandt knap 70 ansøgninger fandt bestyrelsen frem til fire projekter, som spænder lige fra håndtering af børns stress til støtte til børn, som ønsker en aktiv hverdag og til uddannelse og udvikling af rolle-modeller i udsatte byområder.

En COOL donation

Den største enkeltdonation på 300.000 kroner gik til Change Of Our Life (COOL) projektet i Sønderborg. Det handler om at få fat på de børn, der lige så langsomt er ved at sive ud af fællesskabet og dermed let kan få en usund tilværelse, som kan få en negativ afsmitning på deres videre tilværelse. Ved at inddrage børnene fra 6. til 9. klasse i et andet fællesskab, hvor det er sjovt og godt at være sammen, skabes en god trivsel. Det baner vejen for en positiv tilgang til kost, motion og generel trivsel.
Projektet er etableret i kommunale rammer, men det er BHJ Fondens donation, der efter nytår, sikrer dets fortsatte virke. Flere kommuner har vist interesse for at kopiere projektet, hvor studerende fra Aalborg Universitet har dokumenteret, at COOL virker, og skaber gladere børn med et større socialt engagement.

Mindfulness i Nybøl

Tre klassetrin på Nybøl skole mellem Aabenraa og Sønderborg skal medvirke i et pilotprojekt, hvor målet er at lære eleverne en metode, som kan bidrage med sunde tanker og vaner tidligt i livet. Det gøres ved at træne børnenes opmærksomhed på deres oplevelser. Herved lærer de at få en større selvbevidsthed og hvordan man kan styre egne impulser. Det kan bl.a. have betydning for stressniveauet. Metoden der ligger til grund for projektet er mindfulness, der er en form for social og følelsesmæssig læring. Projektet har modtaget 140.000 kroner fra BHJ Fonden

En Bro til fritiden

Broen Danmarks lokale afdelinger i Sønderborg, Tønder, Esbjerg, Haderslev og Vejen har samlet modtaget 200.000 kroner. Donationen er efterfølgende blevet fordelt med baggrund i hvilke afdelinger, der har støttet flest børn i 2014. Det betød, at Broen Tønder modtog 94.000 kroner og de øvrige afdelinger mellem 6.000 og 19.000 kroner.
Broen støtter udsatte børn i alderen 6 til 17 år, så de på lige fod med andre børn har mulighed for at deltage idrætsaktiviteter. Støtten er bl.a. betaling af kontingenter, deltagelse på sportslejr og indkøb af udstyr.

Rollemodeller i København

Livsbanen.dk har modtaget 100.000 kroner til at uddanne og udvikle rollemodeller i udsatte københavnske byområder som Sydhavnen og Tingbjerg/Husum. Det er bydele, hvor 90 pct. af beboerne har en anden kultur end dansk. Målgruppen er drenge og piger i alderen fra 12 til 20 år.

Fakta
BHJ Fonden er stiftet i 1983 som en erhvervsdrivende fond, hvor hovedformålet var at understøtte de virksomheder, der tilhørte BHJ Holding A/S. Ved salget af BHJ-virksomheden i 2004 mistede fonden sit hovedformål, og de tre stiftere - Svend Beck, Peter Holm og Vagn Jacobsen - omdannede fonden til en almen fond, der støtter humanitære, kulturelle og almene formål.