Nak en julegås
Vær med og oplev gåsens vej fra grøftekant til julebord, når Sagnlandet Lejre den 28. november indleder tre hyggelige juleweekender med en gammel, velsmagende tradition med en stor historie.
På Landet i 1800- tallet var der meget at glæde sig til, når den søde juletid nærmede sig. Op til jul knoklede både store og små, for at alt skulle være klar højtiden.
Til gengæld var belønningen for det store slid, Julefreden, noget ganske særligt. For husmandsfolk på landet bød juledagene på noget så sjældent som fritid, festlighed, og friskstegte lækkerier.
Èn af de begivenheder der blev set frem til med stor forventning og løbende mundvand, var når julegåsen skulle slagtes. Det fortæller arkæolog og formidlingsansvarlig i Sagnlandet Lejre, Ane Jepsen:
"Selv fattige husmandsfamilier har holdt gæs, fordi gåsen var nøjsom med føden. Over en sommer kunne familiens mindste børn fede gåsen op ved at hyrde den rundt på grøftekanter og græsse. Efter Mortensdag blev gåsen slagtet, og alt fra svingfjer til skrog kunne bruges," fortæller hun.
Lørdag den 28. november kan man opleve en gåseslagtning som i landbotidens Danmark, når Sagnlandets hyrde og husmor slagter en af sommerens fede gæs, og fortæller om julegåsens traditioner og tilberedning, og om gåsen forunderlige anatomi.
Foruden slagtningen kan man dagen igennem besøge resten af Sagnlandet, hvor der er juleværksteder, nissejagt, Landbokro, juleudstilling og gammeldags julestemning i lange baner.