Fortsæt til indhold

Talenter får profil som chef

THV - Team Haderslev-Vojens - udbygger talentudviklingen og knytter René Hamann-Boeriths til klubben

Arkiv
Peter Rasmussen

Team Haderslev Vojens har succes med talenterne og udbygger nu det eksisterende talentudviklings-setup med en sportscheffunktion, en sportschef, der har erfaring, på højeste nationale og internationale niveau, med både ungdoms- og seniorhåndbolden.
"Den tidligere liga-træner og landsholdspiller René Hamann-Boeriths bliver sportschef i håndbold-fællesskabet Team Haderslev-Vojens pr. 1. januar. Rene har de seneste to år opholdt sig i Norge, hvor han har været cheftræner i top-ligaklubben Drammen. Nu vender familien hjem til Sønderjylland," lyder det fra Anders Hell Hansen fra THV. Han fortsætter:
"Håndboldfællesskabet mellem de to klubber i Haderslev og Vojens har hurtigt vist sig at være en succes. En succes som er blevet bemærket i det øvrige håndbold Danmark, og spurgt til af andre klubber. For at fastholde succesen har Sportsudvalget i Team Haderslev-Vojens gennem det sidste halve år arbejdet med ideen om at have en sportschef. René Hamann-Boeriths har vist interesse for vores projekt, og det har nu resulteret i et samarbejde, som vi ser meget frem til. Et samarbejde der også kan tilgodese udviklingen i moderklubberne Team Haderslev KFUM og Vojens HF. René er den kapacitet der kan samle vores mange dygtige og talentfulde trænere om en fælles rød tråd."

Fem hold i divisionen

THV har i øjeblikket divisionshold i fem ud af seks årgange og på U14 pige-siden er der både et 1. og et 2. divisionshold foruden et 3. og 4. hold og næste sæson kan man påregne et 5. hold. Det er en bredde der kun ses i de større byer. Holdfællesskabets U14 drenge er pt. nummer 2 i 1. division, og høster stor anerkendelse for deres flid og spil.
"Med tilgangen af en sportschef, ønsker holdfællesskabet at øge fokus på U16 og U18 og det bliver derfor en af opgaverne for den nye sportschef at skabe optimale rammerne for U16 og U18. Opgaven består desuden i at være en sammenhængskraft mellem håndboldlinierne i idrætsklasserne, på Haderslev Idræts Akademi og THV. På sigt skal den røde tråd gennem ungdomsrækkerne også have en positiv effekt på håndbolden på seniorplan i Haderslev Kommune," siger Anders Hell Hansen.
Da håndbold er en del af idræts-elite-projektet i Haderslev Kommune var det naturligt, at Elitekoordinatoren og Haderslev Idræts Akademi deltog i samtalerne med René Hamann-Boeriths, og også her er der store forventninger til håndboldfællesskabets fortsatte udvikling.
"Alle parter er enige om at der er et kæmpe potentiale for at skabe et kraftcenter for håndbold i Haderslev Kommune - i THV-regi. Der er derfor indgået en fireårig aftale med den nye sportschef, så der kan arbejdes langsigtet med udviklingen af håndbold i THV. THV har i forvejen en stor berøringsflade nationalt, men med de nye tiltage bliver THV endnu mere attraktiv for lokale virksomheder," slutter Anders Hell Hansen fra Sportsudvalget i THV.