Storsejr til Køge Badminton Klub
BADMINTON: Køge Badminton Klub tog forleden mod Tuse Næs i Sjællandsserien og Nordbyens Badmintonklub i Serie 1 i Ravnsborghallen.
Målet var fuld pointhøst hele vejen rundt, og det gik også nogenlunde, selvom et par ærgerlige afbud gjorde det meget svært for 2. holdet at tage point mod Nordbyen.
Heldigvis for Køge kæmpede alle mand på holdet og endte med et knebent nederlag på 6-7, hvilket stadig indbringer et point til holdet. Andetholdet kæmper på den forkerte side af nedrykningsstregen, så der skal helst en del point ind på tavlen i de kommende kampe.
Førsteholdet gjorde derimod næsten rent bord mod Tuse Næs, der måtte drage hjem et gedigent nederlag på 12-1 efter mødet med Køge. Det var kampgejst og en vilje blandt alle 10 spillere, der gjorde udslaget i storsejren.
Dermed ligger Køge Badminton Klubs 1. hold pt på en 4. plads over nedrykningsstregen og skal fokusere på at tage point på udebane den 5. december og på hjemmebane den 19. december kl. 15.00, hvor der er dobbeltkamp i Ravnsborghallen.
pm