Nye juletraditioner ser dagens lys i Kulhuse
For første gang i mands minde skal der også på Torvet i Kulhuse fejres jul til glæde for børn og voksne i nærområdet. Det er et samarbejde mellem byens handlende, Red Barnet og netværksgruppen i Kulhuse, der nu skaber denne nye tradition, som i år finder sted lørdag den 28.november.
Planen var egentlig, at der skulle placeres et stort juletræ med masser af lys og pynt på det nye torv, men arbejdet med at færdiggøre stedet trækker ud.
Der vil alligevel lyde sød julemusik over pladsen fra kl. 14 til 17, hvor julemanden, er af en helt anden slags end ham vi normalt kender. Udseender er dog som det plejer og skal være. Det nye i hans tilstedeværelse er, at han bliver kaldt den omvendte julemand, da det jo er en kendt sag, at julemanden kommer med julegaver. Denne julemand modtager gaver, og videregiver dem til Red Barnet, der så bringer julehyggen frem i form af gaverne til udsatte børn. Det gælder om at børn lærer at give, hvor man godt kan undvære tøj og legetøj man er vokset fra.
Børn, der kommer og hilser på julemanden og afleverer overskudslegetøj eller andet, får et fint diplom der fortæller, at de dermed er officiel julemands hjælpenisse, samt at der sikkert falder lidt mundgodt af til giverne.
Store som små kan derfor være med, og måske få en snak med julemanden der deler mundgodt ud med rund hånd. De handlende vil i tidsrummet fra kl. 14 til 17 byde på gløgg og pebernødder for at sætte ekstra tryk på julestemningen.