Fortsæt til indhold

De spirer af roskildensisk muld

To unge gymnasie-elever løb med titlen som Årets Forskerspirer 2015 og kan nu sætte deres projekter i søen

Arkiv
Arkiv

Henrik Pinholt fra Roskilde Katedralskole, der i sidste uge prydede bagsiden af Roskilde Avis med sit projekt om cellernes kompas, har vundet titlen som årets forskerspire i kategorien naturvidenskab. Mira Backes, som er science-elev på Roskilde Gymnasium har samtidig fået titlen i kategorien sundhedsvidenskab.
For et år siden gav 250 gymnasie-elever sig i kast med forskellige forskningsprojekter inden for humaniora, samfundsvidenskab, naturvidenskab og sundhedsvidenskab. Feltet snævrede kraftigt ind og til sidst kæmpede blot 12 om at blive Årets Forskerspirer 2015.

Helt til tops

To roskildensere gik hele vejen i talentudviklingskonkurrencen: Henrik Pinholt og Mira Backes. Sidstnævnte har undersøgt om effekten af humørsvingninger kan måles direkte på hormonniveauerne.
- Min fremlæggelse gik rigtig godt. Jeg fik endda Uddannelses- og Forskningsministeren til at le, så det må være et godt tegn, sagde Mira Backe.
Dommernes begrundelse for, at hun vandt, lød bl.a. på, at hun havde overvejet sine metoder meget grundigt.
Henrik Pinholt gør nu klar til at tage til Barcelona, hvor han er inviteret til at lave stamcelleforskning på det internationale forskningscenter ‘Centre for Genomic Regulation', hvor professor James Sharpe vil hjælpe ham med at udføre eksperimenter på stamceller fra mus.
Henrik Pinholt sagde til Københavns Universitet, hvor prisen blev uddelt, at:
- Det er en stor anerkendelse. Men for mig handler det rigtigt meget om, at det giver mig mulighed for at arbejde sammen med nogle rigtigt store spillere indenfor mit felt. Det kan også blive et springbræt fremover.
Han håber, at projektet er indgangsbillet til det internationalt anerkendte teknologiske universitet, M.I.T., hvor han håber at studere fra næste sommer.
De i alt fire vindere får hver 20.000 kroner til at gennemføre deres projekt og udleve drømmen om at arbejde som forsker. avk

Mira Backes store interesse for videnskab har også ført til en kemiguide, der skal hjælpe gymnasie-elever til at blive bedre til faget (Foto: Roskilde Gymnasium).