Fortsæt til indhold

Der er vokseværk i proteiner

Det går rigtig stærkt for ung iværksætter, som snart åbner ny restaurant

Arkiv
Simon Carlson

Det går stærkt for 23-årige Jesper Holm Andersen, ejer af Protein Bar. Det er ikke mere end et lille halvt år siden, han åbnede restauranten på Haderslevvej, men allerede nu er han klar til at udvide forretningen.
I september overtog han lokalerne lige på den anden side af vejen, hvor Taj Mahal tidligere holdt til, og i midten af december åbner Protein Bar To-Go, der - som navnet antyder -primært bliver mad ud af huset.
“Det bliver take away, udbringning og firmaaftaler, vi kommer til at lave i det nye. Vi vil gerne lave mere take away, men vi har ikke haft plads til det i de andre lokaler, og køkkenet er simpelthen for småt til det. Nu bliver der udelukkende restaurant i den “gamle”, Jeg vil gerne have lidt mere café-stemning der, så man får en bedre spiseoplevelse, når folk ikke står og venter, og døren går op hele tiden. Alt ud af huset bliver nu i de nye lokaler,” fortæller Jesper Holm Andersen.

Runder en million

Den seneste måneds tid har Protein Bar kørt et forsøg med frokostleverancer til firmaer, og det har indtil videre givet tilpas positive tilbagemeldinger til, at den unge ejer er parat til at gå videre ud ad den vej. Udviklingen af en ny hjemmeside med et nyt bestillingsmodul er derfor også i fuld gang, mens der også er tanker om at udvikle en app til smartphones, der gør det let at bestille noget sund take away.
“Lige nu har jeg bare et stort ønske om, at virksomheden skal vokse, så motivationen for at udvide med mere udbringning er i top. Vi mangler lige at finde en bil til det formål. Jeg ved jo i hvert fald fra mig selv, at jeg ikke får hentet noget mad, hvis det regner, så den mulighed vil vi gerne kunne tilbyde,” siger Jesper Holm Andersen, som da også har et godt grundlag for at begynde at tænke i mere udvikling.
Da Proetein Bar åbnede i juli havde restauratøren håbet på, at restauranten kunne nå en omsætning på omkring en halv million om året, men det er gået lidt stærkere end forventet.
“Som det ser ud nu, så runder vi en million i omsætning for i år,” konstaterer Jesper Holm Andersen.