I dag bliver det jul i City
Julen er som skabt til traditioner, der bringer glæde år efter år - og derfor starter julen i Esbjerg City selvfølgelig også med juletræstænding i år. Når klokken slår 18.00 fredag den 27. november, er julen i Esbjerg City en kendsgerning.
Allerede kl. 16.50 får Esbjerg fint besøg fra Grønland, når julemanden og hans nissepige ankommer med Marinehjemmeværnets skib Lyø. Her venter en festlig modtagelse af byens nisseorkester, nissebørn og hundredvis af børn og voksne. Julemanden kører efter et lille ophold videre med juletoget gennem Kongensgade til Torvet, hvor han ankommer kl. ca. 17.35.
Allerede kl. 17.30 optræder 13-årige Lærke fra MGP med et par sange og varmer børnene op til at modtage julemanden. Sammen med Lærke og nissepigen tænder julemanden det store træ på Torvet kl. ca. 18.00. Byens anden julebelysning er allerede tændt på grund af EM i Curling. Det samme gælder Julehyttebyen Esbjerg, der også har åbnet de hyggelige boder, som opstilles på Torvet.
De fleste har mange julegaver at skulle købe, og fredag kan starten på julegaveshoppingen meget vel tage sin start, når Esbjerg City inviterer til Black Friday og åbne butikker helt til kl. 21.00. Der kan læses meget mere om det store juleprogram for både fredagen og resten af julen på www.esbjergcity.dk