1. klasser fandt byens juletræ med borgmesteren
Børn fra Lyshøjskolen hjalp borgmesteren med at finde byens juletræ
Alle børn var i højt humør, da turen onsdag gik til Sønder Starup Plantage med borgmesteren for at finde det helt rigtige juletræ til Akseltorv.
På skovturen blev der både hoppet i vandpytter, kigget efter skovtrolde og naturligvis spottet grundigt efter det perfekte juletræ. Efter en lille time blev træet fundet, og det blev fejret ved at danse rundt om det, imens der blev sunget ”nu det jul igen”. Efter juletræsjagten kunne børnene nyde sodavand, boller og kagemand på Hovborg Kro, før turen atter gik hjemad.
Det er i år 33 år siden, at børn for første gang hjalp borgmesteren med at finde byens juletræ. Traditionen startede under tidligere borgmester Per Bødker. Lige siden har traditionen varet ved, og hvert år er det elever fra en af Koldings folkeskoler, der udvælges til den fornemme opgave. Men i år satte Lyshøjsskolen rekord, for aldrig før har der været så mange børn, som det var tilfældet i år. Lyshøjskolen er Koldings største folkeskole, og med sine fem 1. klasser var der således hele 117 børn med på årets juletræsjagt.
Hvert år til jul kan borgere i Kolding opleve byens store lysende juletræ på Akseltorv, som i år bliver tændt den 27. november kl. 17.30.