I morgen letter en Boeing 737 fra Sønderborg
Sønderborg Lufthavn sender for første gang et passagerfly af den størrelse i luften. Der er tale om et pilotprojekt
Torsdag den 19. november kl. 12.40 letter et Boeing 737-800 passagerfly fra Sønderborg Lufthavn. Det flyver direkte til Rom med forventningsfulde nordtyske passagerer. Om bord er der plads til 189 personer, og flyet er af en størrelse, der langt overgår de fly, lufthavnen i Sønderborg er vant til at håndtere.
Der har været stor interesse for turen, og passagererne kommer fra hele Nordtyskland helt ned til Hamborg området. De har booket deres rejse hos det tyske rejsebureau Neubauer Touristik GmbH og bliver samlet op i busser rundt i Nordtyskland. Derefter bliver de kørt til Sønderborg Lufthavn, hvorfra de flyver direkte til Rom.
"Vi er selv overrasket over, hvor stor interesse der er i regionen. Vi glæder os over de mange positive tilbagemeldinger og samarbejdet med Sønderborg Lufthavn," siger direktør Gröpper fra rejsebureauet Neubauer Touristik GmbH.
Første gang
Det er første gang, Sønderborg Lufthavn prøver at sende så stort et passagerfly af sted, og det kræver noget ekstra af håndteringen i lufthavnen. Derfor er der gjort en ekstra indsats fra lufthavnens side for at sikre, alt forløber, som det skal, på selve dagen.
"Som led i udviklingen af lufthavnen vil vi gerne gøre os erfaringer med, hvad der kræves for at håndtere så stort et fly og de mange turister. Vi ser jo gerne, at de vender tilbage og får lyst til at tilbringe et par dage her i Sønderborg-området," siger borgmester Erik Lauritzen.
Sønderborg Lufthavn er kendt for hurtig og effektiv check in, hvor passagerer først behøver at møde et kvarter før afgang. Men da passagerantallet denne gang er noget større end vanligt, bliver der i dagens anledning sat to check in telte op for at sikre den samme gode service og håndtering, som passagerer på de mindre fly får.
Begivenheden bliver også markeret med lidt ekstra service, idet Danfoss orkesteret vil stå og spille for passagererne, når de stiger ud af busserne, og der vil blive serveret kaffe ved ankomsten.
Fakta
Tidsplan:
Kl. 10.15 De tyske passagerer ankommer i fire busser
Kl. 11.50 Flyet ankommer
Kl. 12.40 Flyet letter med destination Rom