Fortsæt til indhold

Jul krydres med det nye sort

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Så står julen igen for døren, og sædvanen tro er Aabenraa oppe i de helt høje omdrejninger, når det gælder julehygge.
På lørdag lyder startskuddet til årets jul i Aabenraa, når Julehjertebyen åbnes kl. 11 med åbningstale af borgmester Thomas Andresen. Herefter kan man kigge nærmere på de nye bygninger i byen og det nye, flotte juletog.
Igen i år er åbningstiderne i byens butikker lange, og allerede på fredag har butikkerne åbent helt til kl. 22 i forbindelse med Black Friday.
“Black Friday er jo virkelig et landsfænomen, og det er første gang, vi går med på den begivenhed i Aabenraa. Der venter byens gæster mange oplevelser i butikkerne med gode tilbud og aktiviteter. Og en helt sort nat med levende lys. Der arbejdes nemlig på at få lyset slukket i gågaden, så det kun er levende lys, der skaber hyggen og en helt speciel stemning,” lyder det fra ShopiCity.