Zombiejulemænd og livemusik
I denne søde juletid forventer man ikke ligefrem at møde onde nisser og zombiejulemænd, men det kan nu godt lade sig gøre, når der holdes Kunstbar i julens tegn
VejleMuseerne - Kunstmuseet lægger hus til årets sidste kunstbar, som bliver en fornøjelig blanding af musik, overraskelser og juleklip, der giver de nysselige nissemænd baghjul.
“På VejleMuseerne - Kunstmuseet vender vi julerierne lidt på hovedet, når vi får besøg af den kontroversielle kunstner Jes Brinch på årets sidste kunstbar. Jes Brinch står for en anderledes juleklip-workshop, hvor gæsterne får chancen for at supplere julekassen derhjemme med zombiejulemænd og drillenisser, der er lidt onde i sulet,” lyder det i en pressemeddelelse fra museet.
Kunstbar er en ny tradition på Kunstmuseet, hvor elever fra Engelsholm Højskole står for live-musik, og der vil være mulighed for at købe en øl eller vand i baren.
Det finder sted fredag den 27. november kl. 14-18 på museet på Flegborg, og der er fri entré.
Man møder bare op.