Lav strøm, når du går med strøm-pebånd
Du kan lave strøm, når du går, og eventuelt lade din mobil op med det. Den idé kom fire elever fra Eltang Skole med
Når du går, bringer dine ben dig fremad. Men samtidig producerer de en energi, der kan bruges til noget andet fornuftigt.
Det mener fire elever fra Eltang Skole Skole i Kolding. Mathias på 12, Frida på 12, Nina på 11 og Marcus på 13 deltog i sidste uge ved Danish Entrepreneurship Awards. Her fremlagde de deres idé - eller opfindelse.
“Det går ud på, at man spænder en dims om benet eller fodledet,” siger Mathias og demonstrerer med benet fra en voksmannequin.
Omkring fodledet sidder et gult refleksbånd.
Båndet holder en lille, mobiltelefon-lignende dims spændt fast til benet. Og det er inde i denne dims, selve idéen ligger gemt.
“På lego-modellen her kan du se, hvordan det virker,” siger Frida og tager fat i en blå lego-konstruktion, der står på på bordet i gruppens udstillingshjørne.
Bevægelse er energi
De fire elever går i 6.klasse. Og de har tænkt sig frem til, at en slags lod inde i dimsen omkring foden vil bevæge sig, når foden bevæger sig. Og loddets bevægelse kan omdannes til elektrisk strøm. Lidt ligesom en gammeldags cykeldynamo - bare meget smartere.
Det hele kan tages af og vaskes. Og dimsen er pakket ind i gummi, så den er beskyttet mod slag og vand,” siger Nina.
Men kan sådan en dims overhovedet levere energi ok til at lade en mobiletelefon op?
“Vi har spurgt hos Trefor. Og de siger, at det godt kan lade sig gøre,” siger Markus og slår dermed fast, at gruppen allerede har kontakt til en potentiel samarbejdspartner.
Peter Blirup, der underviser gruppen og klassen i BID (Bæredygtighed, Innovation og Design) er stolt af sine elever.
“De har alle arbejdet godt med projektet. Nu er det spændende at præsentere det for dommerne og erhvervsfolkene,” siger han.
Stort arrangement
Danish Entrepreneurship Awards afholdes hvert år af Fonden For Entreprenørskab.
Arrangementet har til formål at fremme danskernes evne til at udtænke nye idéer og forretningsmodeller. Og samtidig lære danskerne, hvordan man følger de gode idéer til dørs, så de ikke ender med kun at være en idé.
Over 4.000 unge deltog ved arrangementet i MesseC i Fredericia. Godt 3.400 af dem var tilmeldt diverse konkurrencer. Hvis antallet af dommere, skolelærere og andre voksne regnes med, var der over 6.300 mennesker til stede i den tætsummende messehal.
Christian Vintergaard fra Fonden For Entreprenørskab, glæder sig over, at så mange erhvervsfolk, undervisere og unge kan se det spændende i at stimulere innovationen og idéudviklingen.
Arrangementet vokser år for år, og dette års arrangement i Fredericia er det foreløbig største af slagsen.