Et enkelt 12-tal til regeringen
Jesper Elkjær (RV)
Byrådsmedlem og
Kulturudvalgsformand
Hestehaven 8, Kolding
I et afsnit af regeringens udspil til stramninger af asylpolitikken foreslås det ”at gøre det muligt for politiet at visitere en asylansøger og ransage asylansøgerens bagage med henblik på at sikre penge og værdigenstande til dækning af udgifterne til den pågældendes underhold”.
Det fremkalder stærke og særdeles ubehagelige associationer. Pengene er jo en ting. Dem kan en nødlidende nation jo fratage folk og sætte direkte i Nationalbanken, men også værdigenstande?
En asylansøger skal nu aflevere arvestykkerne, som måske er gået i arv i generationer. Jeg ser det for mig, hvordan de bliver lagt i store bunker. Guldsmykker i en bunke og sølv i en anden.
Det hele bringes til omsmeltning, støbes i barrer og sættes så også i banken. Ind på regeringens ”opsparingskonto for betaling af nødlidendes underhold”.
Hvor bringes dine tanker hen?
“Vi skal bruge alle de midler, som vi kan tage i brug,” lyder det fra Inger Støjberg.
Det er da ved den gode Kristne Gud, vi ikke skal. Det er en både usmagelig og umenneskelig tankegang. Det er simpelthen for sygt. Sådan behandler man ikke medmennesker, der er flygtet fra krig og rædsel.
I stedet for at samarbejde for en fælles europæisk løsning, så kæmper I en kamp, som er helt og aldeles fjern for en del danskere.
I vil være europamestre i at sparke hårdest til dem, der ligger ned i forvejen.
I vil sende et tydeligt signal om hvor stygge og grusomme, vi kan være i Danmark. I den øvelse får I et rent 12 tal af mig.