Nadas hemmelighed
- Vil du høre en hemmelighed, spørger Nada Echeloy, mens hun ser insisterende gennem brillerne. - Jeg kan slet ikke læse. Jeg har aldrig gået i skole, siger hun og fortsætter stolt: - Men jeg har hyret en privatlærer, så jeg kan lære det. Han siger, at han aldrig har oplevet så dygtig en elev før. - Jeg læser alt, hvad jeg kan nu. Og jeg kan også skrive sms'er. Nada Echeloy er født i Libanon. Hun mistede sine forældre og søskende da hun var ti år. Derfor fik hun ikke mulighed for at gå i skole. Til gengæld har hun altid haft en symaskine, som har hjulpet hende til at overleve. Hun blev gift som 14-årig og kom sammen med sin mand til Danmark, hvor hun har boet i 30 år. Manden døde i en tidlig alder, men de nåede at få fire børn sammen. - Jeg kom på skole, hvor jeg lærte at designe og sy. Her gjorde det ikke noget, at jeg ikke kunne læse, forklarer Nada Echeloy. Hendes fingerfærdighed har gjort det muligt for hende at åbne og udvide sine butikker. Samme dag hun åbner butikken i Roskilde har hun også bryllupsdag med sin nye mand, som hun blev gift med for 13 år siden. - Han er en rigtig handymand. Han hjælper mig med alt i butikken, fortæller Nada Echeloy og kigger stolt på sin mand, der er ved at tjekke om alt ser ordentligt ud. ag